Nyt tilbud i landmandsuddannelsen
(LANDBRUG FYN) Undervisningsministeren ønsker, at de unge skal kunne komme hurtigere gennem landmandsuddannelsen ved, at en del af Modul 1A kan tages i forbindelse med et efterskoleophold. Foreløbig har Korinth Landbrugsskole og Vestfyns Efterskole i Tommerup aftalt at samarbejde.
Den lille Vestfyns Efterskole på Nørremarksvej i Tommerup har gennem nogle år haft et »landbrugshold«, som gerne bliver valgt af 10-15 af skolens i alt 30 elever.
Eleverne på landbrugsholdet deltager blandt andet i pasningen af skolens besætning af fedekvæg, grise og får, ligesom de også har mulighed for at tage traktorkørekort og komme i praktik hos - og blive undervist af - en række lokale landmænd.
En del af eleverne på landbrugsholdet går efter efterskolen ind i en egentlig landmandsuddannelse - ofte startende med Modul 1A på Korinth Landbrugsskole.
Et helt nyt tilbud, som træder i kraft fra og med det kommende skoleår, vil nu give eleverne mulighed for at gennemføre en del af Modul 1A, mens de går på efterskolen.
- Efterskolerne er generelt ikke vilde med at rive otte uger ud af undervisningsforløbet, som der først var lagt op til, påpeger Korinth Landbrugsskoles forstander, Christian Ermose, der er formand for Foreningen af danske Landbrugsskoler.
- I de fire uger skal eleverne i princippet herned og undervises hos os. Men hvis det viser sig, at kun en enkelt efterskole tager imod tilbudet, kan vi eventuelt sende en lærer ud til den pågældende skole noget af tiden.
- Vi har i over fem år haft samarbejde med en række lokale landmænd, og vi har i flere år været »leverandør« af elever til Korinth Landbrugsskole. Så vi passer godt sammen.
- De fire uger, som i første omgang forsøges gennemført i forbindelse med efterskoleopholdet, kan erstatte noget af den tid, de unge ellers skal på skole i Modul 1A.
- På den anden side skal vi også passe på, at vi ikke bare er et sted, hvor man skal være et år, men at vi er en del af samfundet. Jeg kan jo se, betoner Poul Petersen, hvor meget det betyder, at vi i mange år har tilbudt konkrete ting som for eksempel traktorkørekort, duelighedsbevis i navigation og andre ting - samtidig med, at vi stadig kan drive den skole, vi synes er rigtig.
- Vi skal ikke være en landbrugsskole, understreger Poul Petersen. Men vi skal passe på, at vi ikke er en »ø«, så de unge først skal til at begynde på livet efter efterskolen.
- Jeg vil meget nødigt derhen, at vi som efterskole bare bliver en del af det etablerede undervisningssystem. De frie skoler skal have lov til at tage andre og utraditionelle ting ind, som vi synes er gavnlige. Så kan elever og forældre vælge.
I den sædvanlige erhvervspraktik vælger mange af eleverne at komme ud til de landmænd, som de nu har lært at kende, og som gerne vil have dem i praktik.
Efter jul er der kontakt med landboungdommen, ligesom der også aflægges besøg på Korinth Landbrugsskole, der står for den grundlæggende del af landmandsuddannelsen i det fynske område.
- Måske siger eleverne og/eller skolerne bagefter, at det ikke duer. Men jeg ser det som en stor fordel, at eleverne i de fire uger måske kan finde ud af, om de i virkeligheden vil være landmænd. De får prøvet tingene af uden at få et nederlag, hvis det viser sig, at det alligevel ikke er noget for dem.
- De kan snuse til faget og risikerer ikke at blive fyret. Og det er guld værd at få lov til at prøve tingene af. Fidusen er, at det giver fire ugers merit. Eleverne kan føle, at de har sparet fire uger af deres uddannelse, - og at de er i gang med deres landmandsuddannelse.
- I givet fald forstiller jeg mig, at undervisningen i de fire uger kan foregå dels på Korinth Landbrugsskole og dels her på Vestfyns Efterskole - eventuelt tre dage der og to dage her. Fag som for eksempel staldpraktik, værkstedslære m.m. vil det være mest praktisk at have på Korinth, mens de mere teoretiske ting lige så godt kan foregå her. Alt dette er dog slet ikke lagt fast endnu. Det eneste, der ligger fast, er, at eleverne skal bo her på efterskolen.
- I øvrigt har vi lettere ved at foretage ændringer, fordi vi er en lille skole med 30 elever, slutter Vestfyns Efterskoles forstander. Vore elever er vant til hurtige ændringer, og de kan handle i hurtige situationer. Vi glæder os til at prøve.