Faldende indtægter fra landbruget sætter godsernes økonomi under et stigende pres. Krisen kradser nu så hårdt nogen steder, at det ikke længere er nok at snakke om, at »der skal gøres noget«. Der skal også handles konkret.

Ifølge direktøren for Patriotisk Selskab, Jørgen G. Jørgensen, er der indenfor alle brancher en lille gruppe, der altid klarer sig godt økonomisk, og en lille gruppe som det altid halter for. Sådan er det også, når det gælder godserne. Det er udviklingen i den store midtergruppe – de 80 procent – som vækker bekymring.

- Man kan mærke en begyndende krisestemning. Det er ikke mere noget, der bare snakkes om. Det er også noget, man skal til at forholde sig aktivt til, f.eks. ved at skære ned, halvere maskinparken, eller finde på nogle helt nye ting eller driftsgrene. Der er ingen i den store midtergruppe, der bare kan køre videre, som om intet var hændt, siger Jørgen Jørgensen.

Han er dog overbevist om, at godserne i langt de fleste tilfælde vil klare sig igennem økonomisk, selv om der de kommende år måske vil blive sat lidt flere godser til salg udover de to-tre stykker, der som regel kommer i handlen om året.

- Der vil enten ske nogle lempelser af landbrugsloven, så de store og dygtige får mulighed for at udvide og udvikle deres bedrifter. Eller også vil en indre dynamik sætte gang i udviklingen af alternativer, efterhånden som godserne bliver hårdt nok pressede, siger Jørgen Jørgensen.

- Man kan vælge at tjene sine egne penge uden for godset og så ansætte en driftsleder derhjemme. Man kan også vælge at blive sin egen driftsleder. Det kræver dog, at man selv er dygtig til driftsledelse.

- Den tredje mulighed er at udnytte de specifikke muligheder, der er på det enkelte gods, siger han og nævner turismen på Egeskov som et vellykket eksempel på det sidste.

- For 30 år siden, fortsætter han, havde alle godser – på nær nogle få undtagelser – den samme strategi. De havde husdyr og markdrift og drev tingene nogenlunde ens. I dag skal man køre en individuel strategi på den enkelte bedrift. Det, der er rigtigt på det ene sted, er ikke rigtigt på det andet sted.

Den individuelle strategi må tage udgangspunkt i en række forhold på den enkelte bedrift, f.eks. jordens bonitet, vandingsforhold, bygningsmassen, den enkelte godsejers særlige evner.

- Nogle steder i landet er det nemt at få en vandingstilladelse. Andre steder er det umuligt. Det siger noget om, hvem der kan dyrke grønsager.

- Det gør det samtidig sværere og sværere at kopiere hinanden, som man kunne tidligere, når det drejede sig om faglige landvindinger på landbrugsfronten, siger Jørgen Jørgensen, som peger på, at det i dag ikke nødvendigvis er den faglige kunnen, der er flaskehalsen.

- Den kompetence, der knytter sig til at kunne håndtere 50 løsarbejdere i fem uger om året, så de både får lavet noget, synes det er sjovt og gider komme igen til næste år, det er ikke en kompetence, som alle har. Det er en kompetence, som for nogle grønsagsdyrkere formentlig er vigtigere end evnen til rent faktisk at dyrke kirsebær, gulerødder eller jordbær. Og ham, der kan det, skal naturligvis tænke på, hvordan han udnytter denne kompetence.

Det står fast, at det er meget dyrt at vedligeholde de store og ofte fredede bygninger. Indtjeningen i landbruget holder ikke trit med stigningen i udgifterne til vedligehold. Patriotisk Selskab har indekseret nogle tal, som viser, at de gennemsnitlige omkostninger til vedligehold er steget fra 100 kroner i 1990 til cirka 150 kroner i dag. Indtægten fra landbruget er derimod næsten ikke steget i den samme periode.

- Det viser, at belastningen ved at have en fredet bygning bliver større og større, konstaterer Jørgen Jørgensen.

Alligevel betegner Jørgen Jørgensen forfald-pr-år ordningen som en god og fair ordning.

- Jeg tror ikke, godserne skal regne med at få noget, der er bedre i fremtiden. Der er simpelthen ikke politisk opbakning til en mere direkte form for støtte, så godsejerne skal ikke forvente, at der kommer nye »gaver« fra staten, siger han og tilføjer, at det i det hele taget er svært at gøre godsernes økonomiske situation til et samfundsproblem.

- Hvis 1000 af landets svineproducenter trues af konkurs, ville det være et samfundsproblem, fordi det ville gå ud over eksporten, beskæftigelsen osv. Men uanset hvor dårligt, der går for godserne, så er der altid nogen, som gerne vil overtage dem. Derfor kan politikerne sætte sig ned og sige: »Hvis ikke I har råd til at bo der, så er der nogle andre, der gerne vil«, siger Jørgen Jørgensen.

- Det er også alt for nemt at lave historien om bistandsklienten, som får 55.000 kroner i kontanthjælp, og så klippe over til en herregård, hvor hektarstøtten og tilskuddet til de fredede bygninger måske løber op i to millioner kroner om året. Den historie kan ikke sælges set med godsernes øjne. Så al tale om tilskud til herregårdene fører »op ad bakke«.

- Det er ikke alle, der kan gøre som f.eks. Egeskov. Derfor skal de godser, der fortsat skal have landbrug som kerneaktivitet, have lov til at udvikle bedrifterne, hvis ejerne er dygtige. Det er helt urimeligt, at landbrugsloven sætter nogle grænser alene på grund af størrelsen. Andre virksomheder får lov til at vokse så meget, de vil, hvis de i øvrigt overholder lovgivningen. Hvorfor skal det være anderledes for landbruget, spørger Jørgen Jørgensen.

Men det er ikke kun godsernes landbrug, der har problemer med faldende indtjening. Godserne har også store problemer i forhold til skovene, hvor økonomien er endnu dårligere. Orkanen i december 99 slog markedet for træ i stykker, og de store skovarealer i Østeuropa gør det svært at skabe en god økonomi i de danske skove.

Derfor er godsejerne nødt til at se sig om efter andre indtægtskilder i skoven end salget af træ.

- På en eller anden måde er godsejerne nødt til at have penge for, at folk går en tur i skoven. Det har de kun få muligheder for i dag, siger Jørgen Jørgensen, som nævner sankekort, ridekort, og entre for grupper, der vil benytte skoven.

Men det bliver også nødvendigt at tænke i individuelle baner. Godserne er nødt til at udvikle deres egen strategi for fremtiden.

- Det nye, der gør det sværere - men også sjovere - at være godsejer i dag end for 100 år siden, er, at man bliver nødt til at vælge sin helt egen vej. Det behøvede forgængerne ikke. De kunne nøjes med at være nogenlunde dygtige.

- I dag skal man have en gennemtænkt strategi, som er tilpasset en selv, ens bygninger, dyrkningsmuligheder osv. Oveni skal man være en meget dygtig virksomhedsleder, siger Jørgen Jørgensen.