Græsmarker lider under tørken
(LANDBRUG SYD)Græssæsonen er foreløbigt udskudt til senere på grund af tørken. Det betyder lidt senere udbinding og et senere 1. slet, mener kvægbrugskonsulent. Økolog lader kvierne komme ud for at afgræsse en mark, som alligevel skal såes til med majs.
De allerførste kreaturer er ved at blive lukket ud på græs. Gdr. Hans Kristian Kristiansen i Åle vest for Horsens driver økologisk landbrug, og køerne er derfor vant til den friske luft, men alligevel har han valgt at tilbyde dem ekstra vårgrønne vitaminer i form af frisk græs om formiddagen.
Udbinding til græsmarken er imidlertid ikke sket på grund af overvældende grøde i græsmarken, som også på disse kanter står i stampe.
Økologen har sluppet kvierne fri på en græsmark, som alligevel skal bruges til majs. Derfor kan kvierne heller ikke gøre skade på græsmarken eller græsset, som alligevel skal pløjes om:
- Der er ikke rigtigt kommet gang i væksten endnu. Marken er tør, og nattemperaturerne er endnu
lave. Sjovt nok ser det i år ud til, at rødkløveren vokser bedst under disse forhold, konstaterer Hans Kristian Kristiansen og peger på marken på den anden side vejen, mens han står mellem de cirka 30 sortbrogede kvier, der står og dovner i solen som på en varm sommerdag.
- Jeg tror, det kommer til at betyde, at græssæsonen bliver forsinket generelt. I første omgang
kommer det til at betyde senere udbinding. Men også 1. slet kommer sandsynligvis til at ligge senere – måske omkring 1. juni.
Når konsulenten nøjes med at sige sandsynligvis, er det selvfølgelig fordi, at det altid er svært at spå om fremtiden – og om græs i særdeleshed
- Græs har en forunderlig evne til at kunne kompensere, hvis først vandet og klimaet er til vækst.
Derfor kan græsmarkerne nå at indhente meget af det tabte endnu. Men jeg tror, at jeg allerede nu kan sige, at 1. slet kommer til at falde senere på grund af det meget tørre forår, siger kvægbrugskonsulenten.
De cirka 30 ha. græs rundt om gården er så småt ved at grønnes, men væksten er knapt til at få øje på.
- Vi startede umiddelbart efter påske med at vande, fordi jorden allerede nu har et stort
vandunderskud, siger gdr. Gunnar Duus, som driver en kvægbesætning på 150 køer.
Han forventer tidligst at udbinde køerne efter 1. maj på grund af tørken.