Pris og kvalitet hænger uløseligt sammen
(Effektivt Landbrug) Maskinstationsejer Bjarne Nygaard siger klart fra overfor arbejde til dumpingpriser. – Vi kan kun udvikle os til gavn for kunderne, hvis vi får mulighed for at tjene rimeligt på vores arbejde, lyder hans filosofi.
Det er ikke tilfældigt, at Nygaards Maskinstation satser på at udføre en række specialopgaver for landbruget. Indehaver Bjarne Nygaard vil nemlig ikke lave maskinstationsarbejde for enhver pris.
- Pris og kvalitet hænger helt klart sammen. Vore kunder forventer med rette, at vi hele tiden udvikler os og tilbyder den nyeste teknologi. Det kan vi kun, hvis vi får mulighed for at tjene rimeligt på det arbejde, vi udfører. En strategi, hvor et firma som vores udelukkende sælger sig selv på en lav pris, er efter min mening en kortsigtet strategi, forsikrer Bjarne Nygaard.
Det sker, mens han viser rundt på maskinstationen, der ligger med smuk udsigt til Lillebælt med den vestfynske købstad Assens mod syd og udsigt til østjyske Skamlingsbanke på den modsatte side af bæltet.
- På en god dag kan vi se til Skærbæk helt oppe nord for Kolding, indskyder Bjarne Nygaard.
Det betyder også, at Bjarne Nygaard efterhånden har udvidet sin kundekreds til også at omfatte jyske landmænd – foruden de faste kunder på hjemegnen.
- Vi kan godt totalpasse en typisk korn- eller majsejendom, hvis kunden ønsker det. Men så sker det i samarbejde med maskinstationskolleger på egnen. Jeg tror ikke, at den enkelte landmand har noget som helst imod at få sin regning to eller måske endda tre steder fra. Han vil simpelthen bare have udført et ordentligt stykke arbejde – totalt set.
- Der er således kolleger, der er mægtigt gode til totale korn-løsninger. Andre er gode til majs-løsninger. Vi sår selvfølgelig også korn og majs ligesom vi gerne presser og transporterer halm, spreder kalk og kompost og nedfælder ammoniak i alle marker.
- Men skal man have en totalløsning indenfor korn eller majs, skal man bruge os sammen med en eller flere kolleger. Gælder det roer, er vi imidlertid specialister og klar med en totalløsning, forklarer Bjarne Nygaard.
Til ukrudtsbehandling i sukkerroerne benyttes en Moteska båndsprøjte, båndbredden kommer helt ned på 17 cm. Til radrensning benyttes ligeledes en Moteska radrenser. Begge systemer har autostyring og begge er 12 rækkers maskiner.
Vendes blikket mod roerne får maskinstationen en gigantisk ny seks-rækkers selvkørende Ropa Euro Tiger roeoptager leveret til den kommende sæson. Også læsningen foregår med Ropa-maskineri i form af en selvkørende Ropa Euro Mauser.
- Jeg må jo indrømme, at jeg elsker at fortælle folk om, hvordan vi gør tingene på vores egen lille gård. Eksempelvis har jeg ikke pløjet min vintersædsjord de seneste ti år. Og disse erfaringer giver jeg da gerne videre.
- På samme måde er det med mange andre opgaver, hvor vi gerne fortæller kunderne om, hvordan vi synes, tingene skal gribes an. Så der er faktisk også et skær af rådgivning over det at drive maskinstation. Naturligvis i tæt dialog med kunderne, understreger Bjarne Nygaard.
- Til majssåning benytter vi en Monosem NG Plus Pro maskine. Det system sikrer en utrolig god fremspiring, fordi maskinen kører med direkte rulleskær, samt en mellemtrykrulle som sikrer frøet en god kontakt til jorden.
- Denne maskine sikrer virkelig en god fremspiring – selv under meget vanskelige forhold, pointerer Bjarne Nygaard. Maskinen er en 12 rækkers såmaskine på 50 cm, som giver stor fleksibilitet på en egn med mange sukkerroer.
I fem artikelserier følger Effektivt Landbrug året igennem udviklingen på landbrugsbedrifter med plante-, kvæg- og svineproduktion samt en minkproducent og en maskinstation.
I 2003 følger vi maskinstationen Nygaards Maskinstation i Husby på Vestfyn.
Maskinstationen drives af Bjarne (40) og Dorte Nygaard (37). Sammen har parret to piger, Ida på otte år og Eva på seks år.
Bjarne Nygaard begyndte som selvstændig i 1987, og han har selv bygget firmaet op fra grunden. Siden kom Dorte til, og i dag klarer hun blandt andet regnskabsopgaver i firmaet.
Der er ansat to maskinførere i virksomheden – Jimmy Mortensen og Thomas Hansen. Senere på året ansættes endnu en maskinfører.
Brit Jakobsen er halvtids på kontoret, og desuden er driftsleder og jordbrugstekniker Morten Holmgaard netop ansat til blandt andet at udvikle et koncept omkring salg, levering og udbringning af biokompost.
Nygaards Maskinstation omsætter årligt for cirka 5,5 millioner kroner.