Differentiering af miljøregulering overvejes
(Effektivt Landbrug)GMO-STRATEGI: Fødevareministeren finder det besynderligt, at der lægges op til en cementering af mælkekvotesystemet frem til 2015. Hun bebuder ny GMO-strategi i løbet af marts måned.
På Dansk Kvægs kongres i denne uge lovede fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) en forenkling af landbrugsloven i forbindelse med den kommende revidering af loven.
Hun slog også til lyd for, at loven skal være fremadrettet, så den ikke er uaktuel allerede inden blækket er tørt. Men står det til hende, bliver der ikke tale om at afskaffe den nugældende bopælspligt.
Mariann Fischer Boel vil i forbindelse med revideringen af landbrugsloven »tage højde for den realpolitiske situation«, og hun sigter efter et bredt politisk forlig.
Vedrørende den kommende Vandmiljøplan III understregede fødevareministeren, at den skal bygge på et solidt fagligt fundament.
Hun ville også arbejde for en regelforenkling i den nye vandmiljøplan, så den bliver nemmere at arbejde med i praksis end de to første har været.
Og måske kan der blive tale om en differentieret miljøregulering, hvor der tages hensyn til lokale forhold med betydning for vandmiljøet. Ministeren udtrykte håb om, at det vil være muligt at finde frem til en »afbalanceret løsning« i samarbejde med Folketingets partier.
Mariann Fischer Boel konstaterede desuden, at miljøet i de senere år har opnået langt større bevågenhed i landbruget. I den forbindelse pegede hun blandt andet på, at forbruget af handelsgødning er faldet med ikke mindre end 42 procent i løbet af de seneste 10 år.
Fødevareministerens holdning er, at der skal kigges på mælkekvotesystemet. Hun beskriver det som besynderligt, at landbrugskommisær Franz Fischler lægger op til, at kvotesystemet skal cementeres helt frem til 2015 samtidig med, at den generelle udvikling går i retning af liberaliseringer.
- Jeg stiller mig tvivlende med hensyn til, om landbrugskommissæren får sine forslag om afkobling af landbrugsstøtten fra produktionen gennemført. Det er der i hvert fald ikke flertal for på oksekødsområdet lige i øjeblikket, sagde Mariann Fischer Boel på kvæg-kongressen.
Med hensyn til EU’s udvidelse med 10 nye østeuropæiske lande ser hun det som en stor mulighed for dansk landbrug, at det indre marked udvides med mange millioner nye forbrugere, som gradvist vil få en større købekraft.
Som helhed har de kommende EU-lande imidlertid også et stort, uudnyttet produktionspotentiale. I øvrigt vil indlemmelsen af de nye lande i EU også gøre det lettere for hjemlige firmaer at etablere sig i Østeuropa.
- Måske er der nogen, der frygter, at indlemmelsen af de nye lande i EU vil øge risikoen for spredning af visse husdyrsygdomme. Men der vil ikke blive gået på kompromis med hensyn til fødevaresikkerheden. Ganske vist har blandt andet Polen fået en overgangsordning her. Men denne ordning indebærer, at de fødevarer, der her ikke lever op til gældende EU-standard, skal mærkes, oplyste Mariann Fischer Boel.
Herhjemme mener hun, at overdreven brug af medicin i nogle besætninger udgør et problem for såvel dyrevelfærden som fødevaresikkerheden. Det giver, ifølge ministeren, anledning til at holde øje med dyrlæger, der er »lidt for flittige« med receptblokken.
På BSE-fronten ser hun p.t. ikke noget forsvarligt alternativ til at fastholde den nuværende politik med nedslagtning af hele besætninger.





































