Lykkelig landbokvinde
Hun var nær blevet gift som 21-årig, men valgte at ophæve forlovelsen med sin Hans Frederik for at tage rundt i verden et års tid. Herefter var hun klar til at blive gift.
Men så var der jo det med svigermor og arven efter fem forudgående generationers færden på gården. Det krævede sin kvinde at arve alt fra bankmand og regnskabskonsulent til husførelse, havepasning og roehakning og en del af arvestykkerne i stuehuset.
Gerda Loff og hendes familie er kendte fra TV-serien »Kærligheden på Havklev« for at mestre den »livskunst«, det er at få fællesskabet mellem generationerne til at fungere.
Den, der overtager gården, skal være »god ved« sine søskende. Få en ung pige i huset - så man selv får overskud til at være noget for andre. Godt at finde på noget, som giver penge - så det blev landboturisme. At møde andre mennesker og lære et ekstra sprog er en gave.
Det er en god ide at føre regnskabet for bedriften, så ved man, hvordan økonomien kører. Vær god til at organisere arbejdet - det giver tid til andre aktiviteter. Gå med i politik - det giver masser af viden og en dejlig fornemmelse af at være på forkant med udviklingen. »Dispensation« er et godt ord overfor myndighederne, når man skal have lavet tilpasningen på ejendommen.
Aftenen sluttede af med, at Gerda Loff svarede på spørgsmål godt hjulpet af hendes mand Hans Frederik, der supplerede med små anekdoter fra et langt liv med landboturisme.
Familien kan glæde sig over, at næste generation på Havklev og Krusmølle ved
Aabenraa kører videre med landboturisme og andre aktiviteter. Aktiviteter, der er helt i tråd med tidsånden, hvor det er konstruktivt, at byboere kommer på landet og får forståelse for landbolivet.