Alle former for kunstigt farvestof er ifølge en branchebeslutning fjernet fra al fjerkræfoder i 1996 og har ikke været i brug siden.

Det Danske Fjerkræraad hilser derfor beslutningen om at begrænse brugen af canthaxanthin velkommen. Hverken i danske kyllinger eller danske æg benytter man sig af farvestoffet, der er under mistanke for at skade synet hos mennesker.

”Det er meget vigtigt for os at slå fast over for de danske forbrugere, at der ikke benyttes kunstige farvestoffer i de danske fjerkræprodukter,” siger afdelingschef i Det Danske Fjerkræraad, Thorkil Ambrosen. ”Det danske fjerkræfoder er noget af det mest gennemkontrollerede i verden og branchen har meget strenge regler for sammensætningen af foder og for hvilke foderstofvirksomheder, der må levere til den danske fjerkræbranche,” slutter Thorkil Ambrosen.

Den danske fjerkræbranche har tidligere produceret gule majskyllinger, men dette produkt var et resultat af brug af enten majs eller græs i foderet, som begge naturligt skaber den gule farve.