Nyt landbrugsmaskinfirma ser dagens lys

Løvlund Maskinforretning A/S og Maskinhuset Vejle A/S fusionerer og bliver til firmaet Maskinpartner A/S.

Det nye selskab vil få navnet Maskinpartner A/S og der vil være ca. 60 ansatte i selskabet. Hovedadministrationen vil ligge i Billund. og der vil fortsat være både salg, service og reservedele i både Billund og Vejle.

Den daglige leder for administrationen vil være Carsten Mølby. Ansvaret for salget står Erik Jensen for og Lars Jensen har ansvaret for hele eftermarkedsområdet med service og reservedele.

De to »gamle« firmaers salgsområder vil blive slået sammen og samtidig har man overtaget firmaet Lind og Kruse A/S i Bredsten, som fortsætter som en selvstændig afdeling, men blot nu under navnet Maskinpartner A/D. Samtlige ansatte fortsætter i det nye firma, hvor Jens Lind er ansat som salgskonsulent. Yderligere skal Maskinpartner A/S, i fællesskab med Horsens Traktorcompagni, varetage salg og serviceopgaverne i hele Horsens området.

Løvlund Maskinforretning A/S blev etableret tilbage i 1962 af Martha og Ove Mølby Rasmussen og i 1986 blev sønnen Carsten Mølby ansat. Et generationsskifte blev påbegyndt i 1995 og fuldførtes i 2000. I dag har Løvlund Maskinforretning ca. 4.500 kvm. under tag og råder over topmoderne faciliteter, både indenfor salg, service og reservedele.

Maskinhuset Vejle A/S blev startet af Lorentz P. Lauritzen og Erik Jensen i 1981. I 1993 blev firmaet delt, og Erik Jensen fortsatte med Maskinhuset Vejle A/S og ansatte samme år sønnen Lars Jensen. Med dannelse af det nye firma, Maskinpartner A/S, har man påbegyndt et generationsskifte. I Vejle er der 1300 kvm. under tag.

De to firmaer har tilsammen over 60 års erfaring, hvilket giver et godt fundament at bygge videre på i det nye firma.

New Holland er verdens førende producent af landbrugsmaskiner og en af verdens største producenter af entreprenørmaskiner. Med dannelse af det nye firma, Maskinpartner A/S, og med New Hollands innovative maskiner, er grundlaget lagt for et stærkt team der vil være en professionel partner for fremtidens landbrug, maskinstationer og entreprenørvirksomheder. Ikke at forglemme de mange erfarne medarbejdere i Maskinpartner A/S, der hele tiden er på forkant med udviklingen på både salgs-, service- og reservedelsområdet.

Læs også