Fotos: Anders Kurt Simonsen

Niels Hansen ville ikke tage ordet »flot« i anvendelse, da han som formand for Nordfyns Landboforening, den ene parthaver i det nye landbocenter i Vissenbjerg, holdt sin indvielsestale fredag.

De gjorde de øvrige talere til gengæld. Og med rette.

»Landbo Fyn«, der er det nye officielle navn for centret - ikke at forveksle med et velkendt medie i de fynske landbokredse - blev rost for det stilfulde bygningsværk af alle sider.

Vissenbjergs borgmester Lene Due er godt bekendt med, at det ikke er særligt givtigt at være landmand. Derfor roste hun i sin tale ved indvielsen de lokale landboforeninger for deres mod og styrke til at opføre en sådan flot bygning.

- Det forskønner vor kommune og erhvervsarealet, og tilmed har I her skabt kommunens næststørste arbejdsplads, lød det fra borgmesteren, der tilføjede, at der endog er plads til mere på grunden - i disse fusionstider.

Til gengæld medgav hun, at landmænd holder godt på pengene. Der blev i hvert fald ikke ruttet med dem ved forhandlingerne om placeringen i Vissenbjerg, oplyste hun til latter og samtidig til betryggelse for de mange, hundrede fremmødte medlemmer ved indvielsen.

- Det har været meget hektisk, men, som I ser, lykkedes at blive færdige til indvielsen. Og endda få ryddet nogenlunde op.

Næsten fra første dag var der »hul igennem« for såvel telefonsamtaler som IT. Dog kunne gæsterne i fredags konstatere, at der endnu manglede nogle enkelte installationer og printerforbindelser, ligesom væggene på de mange kontorer stadig var tomme.

Med det kan der rådes bod på, med de mange »væg-gaver«, som indvielsen indbragte.

- Budgettet for 2003 er faldet på plads uden nødvendige stigninger - udover de almindelige prisstigninger og omkostninger, kunne økonomikonsulent Jørgen Banke oplyse på den festlige dag i Vissenbjerg.

Selve centerbyggeriet holdt også budgettet. Tilmed lyder regningen kun på 38 millioner kroner, eller godt en million mindre end forudset.