DM-pløjestævnet: Våd start efter nattens regn
15-20 millimeter regn gjorde vilkårene vanskelige for pløjerne, da DM-pløjningen lørdag blev indledt på Egeskov.
Vandet stod blankt i lavninger og furer, og især de mindre traktorer havde vanskeligt ved at kæmpe sig igennem pløren. Især var de to fynske juniorpløjere, Anders D. Nielsen og Gustav Rabølle Knudsen, sammen med Torben Poulsen, Præstø, uheldige med deres pløjefelt. Lodtrækningen havde maget sig således, at de tre kørte i det laveste område og samtidig i det mest lerede jord. Og så gjorde det ikke bedre, at det ikke lige frem var feltets største og nyeste traktorer, som de var mødt frem med. De kørte således med henholdsvis en Ford 4000, en MF 550 og en ældre Bolinder Munktells 425.





































