Kornprisen stiger en smule, svinefoderet falder

SAB’s direktør forventer et prisfald for foder - i størrelsesorden 12 kroner kiloet for slagtesvineblandinger. Svinebrugskonsulent Jan Karlsen (billedet) vurderer faldet til at blive lidt større.

Med disse ord bidrog direktør Bent Juul Jørgensen, S.A.B., med lidt positivt til de mange fremmødte landmænd ved mandagens fodermøde i Vestfyns Landbocenter.

- Derfor kan jeg kun opfordre jer svineproducenter til at handle foder nu, hvor dollarkursen også er meget lav.

- At kornpriserne er så historisk lave i Danmark skyldes, der lige siden årsskiftet har kunnet importeres store, billige kornpartier især østfra. Men efter et frit fald på markedet forsvinder kornkøberne, og alle vil sælge. Derfor forventes det, at markedet for blandt andet foderhvede vil stige. En medvirkende årsag er også, at det har regnet meget i Tyskland i lang tid, og derfor mangler man dernede kvalitetshvede.

- Mange planteavlere og svineproducenter er naturligvis i vildrede over situationen, men man skal have de aktuelle tendenser for øje, når/hvis der skal handles foder nu, påpeger Bent Juul Jørgensen. Immervæk udgør korndelen 65-70 procent i svinefoderet, så selv om man altid har sagt, at udviklingen i soyaskrå er vigtigt, så er kornprisen trods alt mere afgørende.

- Årsagen til, at der »kun« er tale om et fald i den størrelsesorden, er et fald i sojaprisen på 5 kr., en lavere bygpris på 4,40 kr. og 4,65 kr. i hvede. Til gengæld er fedtet steget 0,88 kr., og de nye FE-normer indvirker med 2,00 kr. pr. kg foder.

Tilsvarende er sofoderet kalkuleret til at skulle koste syv kroner mindre i år, medens smågrisefoderet falder med fire kroner. Årsagen til det begrænsede prisfald er prisstigninger på fiskemel og fedt samt de nye normer.

I forhold til SAB-direktørens bud på årets foderprisniveau, så venter Jan Karlsen et lidt større fald.

- Det er på nuværende tidspunkt handlet meget lidt slagtesvinefoder til den nye sæson, men ud fra de indgåede kontrakter vil prisen for foder i ren kornblanding beregnet til slagtesvin fra 25 til 100 kg være i størrelsesorden 121-126 kroner pr. 100 kg. Udfra dette vil niveauet for drægtighedsblandinger være 106-110 kroner og smågrisefoderet ligge på 170-185 kroner.

- Så må tiden vise, om konkurrencen på det fynske marked kan gøre noget ved disse tal, lød det fra konsulenten, der råder svineproducenterne til ikke at købe de billigste blandinger men de rigtige blandinger til den laveste pris.

Læs også