De private haveejere og flere gartnerier har døjet med den i en årrække - den iberiske skovsnegl, bedre kendt som dræbersneglen. Men nu er den også blevet konstateret i flere marker omkring Vejle, blandt andet Tiufkær, Klattrup og Skærup.

-Vi har konstateret dræbersneglene i marker med både vintersæd og vårsæd, men der er endnu ikke konstateret skader, siger Alfred Futtrup, der er planteavlskonsulent hos LRØ, Landbrugets Rådgivningscenter Østjylland, i Vejle.

Han fortæller, at sneglene blev konstateret i forbindelse med en større gennemgang af markerne i juli.

- Det ser ud til, at sneglene er vandret ud på markerne i år, så det er først ved etablering af ny afgrøde, at man vil kunne se skaderne, siger Alfred Futtrup, der ved gennemgangen af markerne kunne konstatere adskillige snegleæg, men ikke om det var æg fra dræbersnegle.

Hvad eventuelle skader vil blive, er endnu uklart, men erfaringer fra mange tusinde haveejere taler deres eget sprog.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig konsekvenserne af dræbersneglene i landbruget, men får vi et tørt år næste år, vil snegleproblemet formentlig blive mindre, siger Alfred Futtrup.

De, der har prøvet at have besøg af de berygtede dræbersnegle i deres have, ved, hvor store skaderne kan blive. Sneglene æder stort set alle planter og formerer sig eksplosivt.

Og da det samtidig kan være en næsten umulig opgave at bekæmpe dem, kan det få alvorlige konsekvenser for landmændene. For selv om der godt nok ifølge Alfred Futtrup findes bekæmpelsesmidler mod dræbersnegle, er det ikke muligt at bruge dem.

- Man har tidligere sprøjtet med blåsten, men problemet er, at det kan svide afgrøden, siger Alfred Futtrup, der nævner, at blåsten ikke er godkendt som bekæmpelsesmiddel. Desuden er der to andre midler, der dog ikke kan bruges i Danmark.

Det ene middel er et granulat kaldet Metaldehyd og er som sådan ikke forbudt i Danmark, men forhandles ikke. Det andet middel er Mesurol, men det er forbudt at benytte i Danmark. For landmanden kan det betyde, at det bliver en nærmest umulig opgave at bekæmpe dræbersneglene, hvis hans marker bliver angrebet.