Meterhøje kartoffelplanter med frugter på
Der går omkring 10 års forædlingsarbejde, før en ny kartoffelsort er klar til markedet. En del af arbejdet foregår på Forædlingsstationen i Vandel.
Kartoffelplanter så høje som en voksen mand og oveni købet med tomatlignende frugter på - det lyder som et eventyr, men sådan er de virkelige forhold på Forædlingsstationen i Vandel. Her fremavles nye kartoffelsorter, der ad åre enten går til produktion af spisekartofler, kartoffelstivelse eller chips.
En kartoffel til hver sin lejlighed!
Før det kommer så vidt, ligger der mange års forædlingsarbejde bag. Forædler Kirsten Bundgaard, Vandel, fortæller, at der normalt går 10 år, før en ny kartoffelsort er klar til at blive introduceret på markedet. Vejen er lang og belagt med forhindringer for den enkelte, håbefulde kartoffelplante.
I Vandel formeres kartoflerne ved frø i stedet for med knolde for at udnytte den genetiske variation. Alle knolde i en kartoffelplante er genetisk ens, så at avle videre på dem er bare kloning. Det kommer der normalt ikke noget nyt ud af. Derimod er frøene ligesom søskende i en familie – de har en vis mængde arveligt materiale til fælles, men der er alligevel en individuel variation. Det er denne variation, forædlerne skal have fat i for at skabe nye sorter.
For at hver enkel kartoffelplante producerer så mange blomster som muligt, fjernes jævnligt alle på nær et par stykker af de knolde, som planten producerer. Når kartoflen opdager, at den ikke kan formere sig via knolde, går den i gang med »plan nummer to«, som er at formere sig via blomster og frø.
- Vi sår 300.000 nye frø i drivhusene, og i løbet af de næste 10 år opformerer vi kartoffelplanterne og undersøger udbytte, resistensegenskaber, indhold af stivelse og tørstof samt kvalitetsegenskaber såsom spirehvile, kogeegenskaber og mørkfarvning efter kogning, forklarer Kirsten Bundgaard.
- Hvis ikke kartoflen egner sig til forbrugerne, kasseres den, siger Kirsten Bundgaard. Er den for eksempel vanskelig at skrælle på grund af dens facon, kommer den ikke langt.
Kartoflerne formidles videre ude i den store verden igennem DANESPO A/S, Give, der eksporterer til over 30 lande fra så langt nordpå som Færøerne og så langt sydpå som Libyen.
- Der er vidt forskellige ønsker til form og farve i de forskellige lande, oplyser Kirsten Bundgaard. I Danmark er Bintje en yderst populær spisekartoffel, og det hænger nok sammen med, at »den er god til at suge noget sovs«, som Kirsten Bundgaard udtrykker det.