Danske svineproducenter kan se frem til en svinenotering på omkring 8 kroner ved juletid. Det forudser formanden for Danske Slagterier, Bent Claudi Lassen.

- I løbet af anden halvdel af 2002 vil noteringen gå ned, og vi vil nærme os 8 kroner. Omkring jul forventer jeg, at noteringen ligger ret tæt på 8 kroner. Og vi skal nok et pænt stykke ind i det nye år, før udviklingen vender igen, selvom det selvfølgelig er vanskeligt at sige noget helt præcist om prisudviklingen, påpegede Bent Claudi Lassen på et pressemøde i forbindelse med Det fynske Dyrskue i Odense.

Overfor Effektivt Landbrug nævner han videre, at et af usikkerhedsmomenterne er forbrugsmønsteret på kødmarkederne i de kommende måneder.

- Vi har jo set, at BSE-katastrofen har skabt øget efterspørgsel efter fjerkræ og svinekød, mens efterspørgslen på oksekød gik voldsomt ned. Nu er oksekødet igen på vej op, og det kan ændre billedet. Men hvor meget er det svært at spå om.

- Vi oplever en større stabilitet end tidligere, og det giver mig et håb om, at det dyk, vi er inde i, ikke bliver så voldsomt, som sidst vi var inde i en nedgangsperiode, understreger slagteriformanden.

I vinteren 1999 lå svinenoteringen helt nede på 6 kroner i flere uger. I indeværende uge er noteringen på 9,40 kroner.

Anderledes ser det ud i USA, hvor svineproducenterne lige nu er under hårdt pres. Ifølge Bent Claudi Lassen er prisniveauet i USA så lavt, at mange producenter ikke længere kan få deres omkostninger dækket.

- I Danmark kan vi glæde os over, at fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg gør os ekstra stærke ude på markederne. Samtidig har vort meget høje veterinære stade endnu engang bevist, at det åbner døre for os. Senest på det japanske marked, hvor landets næststørste detailkæde virkeligt anerkender vore produktionsmetoder herhjemme. Så alt i alt synes jeg, vi har grund til lidt optimisme, mener Bent Claudi Lassen.