Hindsholm-landmand har landets kraftigste vækst
Brian Christiansen, Hersnap ved Dalby, blev årets landbrugsgazelle med en vækst på 882 procent. Mælkeproducent Kurt Boje Nielsen, Stenstrup, og planteavler Hans Chr. Iskov, Humble er ligeledes flot placeret på gazelle-listen.
Brian Christiansen »Sandbjerggård« i Hersnap ved Dalby på Hindsholm, er den danske landmand, der gennem de seneste fire år har haft den kraftigste vækst i sit landbrug. Væksten i landbruget har været på ikke mindre end 882 procent.
På den baggrund har Landbrugsraadet og dagbladet Børsen netop kåret den fynske landmand til »Årets landbrugsgazelle«.
- Det er naturligvis, noget vi glæder os over. Men man må ikke glemme, at den meget kraftige vækst primært skyldes, at vi er begyndt i det små, lyder det beskedent fra den fynske landbrugsgazelle.
I 1998 lejede han sig ind på en ejendom på egnen, og her begyndte han en svineproduktion i det små samtidig med, at han gjorde sin uddannelse som agrarøkonom færdig.
Han overtog slægtsgården fra faderen, Frede Christiansen, 30. december 1999. Dengang var gården på 88 hektar, og der var 1.000 stipladser til svineproduktionen. Samlet drev han nu 118 hektar jord, og der var 1.000 stipladser i produktionsanlægget, hvor der årligt blev opfedet 4.000 slagtesvin.
Før efterårspløjningen i 2000 indgik Brian Christiansen en I/S-kontrakt med sin studiekammerat og ven, Jakob Krogh Andersen. De to driver i dag et maskinfællesskab på 300 hektar. Maskinomkostningerne pr. hektar er så lave som 1.479 kroner.
Brian er den daglige leder. Faderen Frede Christiansen er ansat – primært som markmand. Jakob Krogh Andersen koncentrerer sig om sin smågriseproduktion, som Brian aftager.
Men kollegaen Jakob Krogh Andersen, der leverer smågrisene, producerer 28,7 grise pr. årsso, og derfor er der planer om at udvide Brian Christensens produktionsanlæg med yderligere 450 stipladser. Simpelthen for at han kan aftage alle smågrise fra samarbejdspartneren.
- Vi afventer dog lige de politiske signaler. Der er ny lovgivning på vej. Og før de ting er på plads, vil vi ikke sende en ansøgning om udvidelse ind, forklarer Brian Christiansen.
Blandt øernes planteavlere opnåede Hans Chr. Iskov, Humble, en 3. plads med en vækst på 151 procent. Alle tre landmænd er i øvrigt tilknyttet Agrogården, Fyns Landbrugsrådgivning I/S.
- Vi kan i dag se, at det har været dem, der har været villige til at satse. Dem, der på dygtig vis har grebet chancen, der har haft væksten. Men vi kan også se, at det er nødvendigt for en nystartet landmand at have en husdyrproduktion. Derimod kan det som Brian Christiansen er et eksempel på godt lade sig gøre at arbejde sig op fra det små. Og kollegaen Jakob Krogh Andersen er et eksempel på, at man også kan starte stort og få succes, forklarer økonomikonsulenterne O. Riis Madsen og Per Ejersbo Olsen fra Agrogården.