Den flittige ko
En produktion på 100.000 kg på 12 år blev markeret med en krans og et til lykke.
SDM-ko nummer 20526-660 er »still going strong«. I sine 12 år på arbejde hos mælkeproducenter Birgit og Carl Christian Thomsen, Egtved, har den flittige ko rundet de 100.000 kg mælk.
Det blev markeret med overrækkelse af en flot krans med sløjfer i Dannebrogsfarver. Formanden for SDM Avlsforening Kolding Kredsen, Kurt Østergaard, forestod overrækkelsen, og efter kransen var placeret om halsen på den dygtige ko sagde han til lykke til ejerne.
- Hun har en imponerende konstitution for sin alder og sin ydelse, sagde formanden med tydelig beundring om koen, der har været helt op på 12.000 kg om året. Koen stillede velvilligt og roligt op til både overrækkelse og fotografering i Birgit og Carl Christian Thomsens fine forårshave på ejendommen, der ligger i historisk landskab blot få kilometer fra Egtvedpigens grav.
- Den er så gammel, at den stadigvæk har et metaløremærke i, sagde kvægavlskonsulent Klaus Elmelund, Tørring, der også var til stede ved overrækkelsen af kransen.
Æren for den gode fortjeneste tilfalder koen og dens ejere lige på falderebet, da hele malkekobesætningen er på vej ud.
Han og ægtefællen har været på gården med de 55 hektar og 50 køer i 30 år.
Ingen af børnene er interesseret i at overtage landbruget, så i stedet går Birgit og Carl Christian Thomsen i gang med kødproduktion. Der vil blive produceret 150-200 fedekalve pr. år, og fremover vil græsmarkerne være prydet af en halv snes gule Simmentaler ammekøer i stedet for sorte og hvide SDM-køer, så der vil fortsat være lugt og lyd af kvæg på gården.
Nummer 20526-660 kommer på græs snart, men flere kalve bliver det ikke til. Medmindre der viser sig en køber til den produktive ko, er næste stop slagteriet.





































