48 mælkeproducenter dannede ved den stiftende generalforsamling sidste mandag Foreningen Fremtidens Mælkeproducenter. Foreningen er talerør for utilfredse andelshavere i det store mejeriselskab Arla Foods.

Ved mødet i Brædstrup blev en række håndfaste krav til den fremtidige drift af mejeriselskabet ridset op. Det kræves således, at den siddende bestyrelse, repræsentantskabet og Arla Foods’ direktør alle skal træde tilbage. Og direktøren kan kigge i vejviseren efter et gyldent håndtryk, hvis det står til Fremtidens Mælkeproducenter, der vil have en top bestående af en formand fra Danmark og Sverige samt en direktør siddende lige over andelshaverne.

- Vi forlanger desuden, at vi minimum får 3 kroner pr. kg i mælkeafregning fra Arla. Det er vores krav. Det er os, der ejer Arla. Derfor skal vi fortsætte det her arbejde i vores forening. Gør vi ikke det, bliver det dem og ikke os, der bestemmer, påpegede Jens Pedersen, Gørløse, der blev valgt som formand for foreningen, som han selv har taget initiativ til.

- Vi har et godt mejeri. Men det er ledelsen, det er galt med. De forstår åbenbart ikke, hvad demokrati er, og vi kan ikke bruge den nuværende ledelse til noget. Den skal ud, og nye folk skal til.

- Samtidig er det mælkepenge, det her drejer sig om. Vi forlanger at få en mælkepris, som følger den øvrige udvikling i samfundet. Er der penge tilovers, når vi har fået, hvad vi skal have, kan Arla investere dem. Men vi skal have vore penge først, fastslår Carlo Pedersen.

Den nydannede forening forventer, at to mand fra bestyrelsen i de kommende måneder skal rundt i hele landet for ved havemøder at fortælle om foreningen og dens formål.