Mund- og klovesyge-alarm afblæst
I sidste uge opstod der frygt for, at mund- og klovesyge atter var dukket op i England, efter at der hos to får i den nordlige del af landet var fundet symptomer, der kunne ligne dem for den meget smitsomme sygdom. Der kan nu åndes lettet op, idet de endelige analyseresultater viser, at der alligevel ikke findes mund- og klovesyge hos de to får.
Umiddelbart efter offentliggørelsen af resultatet ophævede myndighederne den indførte »Stand still« (»Stå stille«, red.) i en radius af otte kilometer fra den berørte besætning.
Episoden var ikke den første og vil heller ikke blive den sidste, da der stadig er risiko for, at overlevende virus kan smitte genindsatte dyr. En hurtig og konsekvent indgriben fra de relevante myndigheder er, som lært af bitre erfaringer fra den omfattende epidemi i England sidste år, nødvendig for at holde sygdommen fra at sprede sig yderligere.








































