Efter over 15 års forhandlinger har Kina omsider opnået medlemskab af WTO. I forlængelse heraf forventes en væsentlig reduktion af toldsatserne, øgede muligheder for markedsadgang, og en gradvis forenkling af de eksisterende regler og rammer for handel med Kina.

For at belyse denne udvikling vil Landbrugsraadet afholde en konference om Kina og markedsmulighederne for danske virksomheder indenfor landbrugs-, fødevare- og agroindustrisektoren. Konferencen finder sted tirsdag den 29. januar på Radisson SAS Royal Hotel kl. 13-17, hvor udvalgte talere vil give hver deres vinkel på Kinas fremtidige udvikling. Konferencen er en optakt til det kommende erhvervsfremstød til Kina i april 2002 med fødevareministeren i spidsen.

På konferencen vil fødevareminister Mariann Fischer Boel og Kinas ambassadør i Danmark komme med henholdsvis den danske og den kinesiske regerings syn på fremtidens Kina. Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke vil tale om perspektiverne for fremtidens samhandel og fremtidige samarbejdsmuligheder mellem Kina og Danmark.

Fra Kina vil statskonsulent Jørgen Skovgaard Nielsen, Beijing, give en kort introduktion til Kina politisk og økonomisk og derudover berette om markedsmulighederne på landbrugs-, fødevare- og agroindustri-området, samt om forventningerne til Kinas WTO-medlemskab.

Derudover vil IFU (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene) skitsere investeringsklimaet på det kinesiske marked suppleret af et virksomhedspanel, der vil skitsere erfaringer og forventninger til markedet. Afslutningsvis vil de praktiske forhold om selve fremstødet til Kina i april 2002 også blive behandlet.