Mange mælkeproducenter stopper
Hver femte mælkeproducent vil sælge sin kvote. Alligevel har Fyn stadig samme andel af det samlede antal malkekøer i Danmark, konstaterer ledende kvægavlskonsulent Jørn Gylling Jørgensen.
- Strukturudviklingen diskuteres jævnligt. Vi bliver færre og færre. Alle husker, at hver femte mælkeproducent satte sin kvote til salg. Vi kender ikke p.t. hvor mange, der har fået solgt på Fyn. Men et er sikkert: De, der har sat kvote til salg i år, vil inden for få år ophøre med mælkeproduktion.
Det sagde ledende kvægavlskonsulent Jørn Gylling Jørgensen i sin beretning på årsmødet i onsdags i Fællesudvalget for Kvæg i Fyns Amt.
- Men, fortsatte konsulenten, antallet af dyr i CHR-afdelingen på Fyn er næsten uændret, nemlig 128.953 mod 130.949 det foregående år. Tilsvarende er antallet af besætninger på Fyn faldet en smule fra 2.621 til 2.559.
- Vi har færre besætninger, og vi har færre dyr. Men Fyn har sin lidenhed til trods 6,6 procent af alle dyr i Danmark, hvilket er helt uændret i forhold til året før. Forudsætter vi, at 6,6 procent af alle kontrollerede besætninger har sat deres kvote til salg, så vil mellem 50 og 75 besætninger stoppe med mælkeproduktion på Fyn inden for få år. Det kan ikke undgå at få personalemæssige konsekvenser.
- Den teknologiske udvikling fortsætter, fastslog Jørn Gylling Jørgensen. Med hensyn til malesystemer tyder meget på, at valget står mellem robotter og malkekarruseller. I Danmark har vi af sidstnævnte 100 i drift – heraf fire på Fyn, der betjener godt 500 køer eller i gennemsnit 130.
- Af robotter har vi nu 25 – sidste år 16 – så det går stærkt. På landsbasis arbejder i alt 125-150. Robotterne på Fyn betjener godt 1.200 køer eller i gennemsnit 49 køer pr. robot.
- Personligt tror jeg, at vi får mange robotter, understregede Jørn Gylling Jørgensen. Der tegner sig jo et billede af en gennemsnitlig besætningsstørrelse på 125 køer, hvilket svarer til robotternes kapacitet på ca. 60-65 køer pr. robot. Der er heller ingen tvivl om, at der kommer flere malkekarruseller – først og fremmest på grund af stor kapacitet.







































