Videncentret for Landbrug udbyder nu et gratis trivselsværktøj, der skal bruges til at planlægge arbejdsopgaver i landbruget – og give mere motiverede medarbejdere.

”Smil til arbejdsopgaverne” er navnet på et skema, der ved hjælp af de små gule smiley-ikoner ifølge Videncentret kan hjælpe landmænd med at forbedre arbejdsdagen for deres ansatte.

Videncentret for Landbrug forklarer, at ved at krydse af i enten ”øv-opgave”, ”rugbrødsopgave” eller ”yes-opgave” kan medarbejderne tilkendegive, hvilke arbejdsopgaver de bedst kan lide. Det giver landmanden en mulighed for at fordele opgaverne, så arbejdsdagen bliver så god som mulig for alle.

- Min erfaring er, at værktøjet giver en rigtig god dialog, og er en god hjælp for lederen, når arbejdet skal planlægges. Det er en mulighed for at give de ansatte en større arbejdsglæde og mere motivation, lyder det fra Anne Juul, der er trainee i Videncentret fra Landbrug, Kvæg.

Hun kender trivselsværktøjet fra et tidligere studiejob i en boghandel og vurderede, at det også ville kunne bruges i landbruget.