Den aktive sønderjyske landmandsgruppe lægger op til en række møder i år. Og derfor hentes friske kræfter ind i arbejdsgruppen
Agerskovgruppen er blevet udvidet med friske kræfter. Den
supplerer sig således med to nye medlemmer, Peter Jørgensen fra Nordborg og
Niels Møller, Simmersted ved Haderslev.
I forvejen består gruppen af Thorkild Fink og Jens Peter
Aggesen.
- Det er afgørende nødvendigt, at landbrugets
produktionsvilkår forbedres. Landbruget spiller en meget stor rolle
samfundsøkonomisk, og der er brug for, at vi gør opmærksom på, at vækst og
arbejdspladser afhænger af, om landbruget har rimelige vilkår, siger 42-årige
Peter Jørgensen.
Sammen med sin bror, Jørgen, driver han Skovhave I/S med
slagtekyllinger, smågrise og planteavl på Nordals. Brødrenes virke kunne man
følge i en føljeton i Effektivt Landbrug i 2012.
Flere aktiviteter
56-årige Niels Møller driver landbrug ved Simmersted med
produktion af 20.000 smågrise samt planteavl. Han har ikke tidligere været
aktiv i politik eller inden for landbrugets organisationer.
- Agerskovgruppen er upolitisk og har ikke mandat fra
nogen, og målet er for mig at se at gøre opmærksom på, hvilket rolle landbruget
spiller for samfundet. Landbruget er så at sige kronjuvelen i det danske
samfunds økonomi, siger Niels Møller, mens Jens Peter Aggesen tilføjer:
- Vi får travlt i 2014 med en række møder både på Agerskov
kro og møder med en række politikere og organisationsfolk. Der er mange opgaver
at løse, og derfor har vi valgt at udvide kredsen, siger Jens Peter Aggesen.
Agerskovgruppen blev dannet i 2011 i forbindelse med
debatten i Sønderjylland om vandplanerne. Den har siden formået at trække folk
fra hele landet til debatmøder på Agerskov kro med op til 350 deltagere og stor
bevågenhed fra pressen.