Minister vil have vandråd til at prioritere vandindsats

Miljøminister Kirsten Brosbøl erkender, at der har været blæst om de første vandplaner

Et katalog med virkemidler samt 696 millioner kroner.

Det er, hvad miljøminister Kirsten Brosbøl (S) mandag har serveret for de 23 nyoprettede vandråd, der nu skal til at prioritere indsatser for 1.600-2.200 kilometer vandløb.

- Det er en god følelse at spille bolden over på interessenternes side, så de kan være med til at prioritere indsatsen for et bedre vandmiljø – og komme med forslag til, hvor vi får mest miljø for pengene. At lade dem, som færdes omkring vandløbene til daglig, komme med deres anbefalinger, er det eneste rigtige, siger Kirsten Brosbøl på Miljøministeriets hjemmeside.

Det er politisk besluttet, at der skal laves indsatser for en foreløbig økonomisk ramme på 696 millioner kroner, hvilket altså vurderes til at dække en indsats på 1.600-2.200 kilometer vandløb i vandplanlægningen for anden planperiode, som løber fra 2015-2021.

- Der har været meget blæst om de første vandplaner, men nu sadler vi om og forsøger at engagere de lokale i langt højere grad. Derfor vil jeg virkelig også håbe, at interessenterne kommer på banen og bidrager med deres viden, så vi får nogle planer, som flere føler ejerskab til, lyder det fra miljøministeren.

Forslagene fra kommunerne og de 23 vandråd skal være afleveret til Naturstyrelsen senest den 7. oktober.

Læs også