NNF: Danish Crown afviser medarbejdernes tilbud
Medarbejderne ved slagteriet i Rønne har tilbudt at indskyde otte procent af deres løn i et medarbejderselskab
Danish Crown har derfor bebudet, at slagteriet på Bornholm står til at lukke om få måneder. Hos NNF påpeger man, at medarbejderne har fremlagt planer for, hvordan de ønskede besparelser på 25 millioner kroner om året kan findes.
NNF oplyser, at medarbejderne seneste har forslået at etablere et investeringsselskab, hvor medarbejderne indskyder otte procent af deres løn til et medarbejderselskab, der skal investere i ny teknologi til virksomheden. Den plan har Danish Crown ifølge forbundet afvist.
- Der var en fælles forståelse om et medarbejderselskab med tilbagebetaling for et par uger siden. Den enighed er åbenbart væk. Vi kan synes om det, hvad vi vil, men det de skrev under på for 14 dage siden, det mener de ikke mere. Det er uhyggeligt, men det er sådan det er, siger forbundssekretær i NNF Jim Jensen til forbundets egen hjemmeside.
Her fremgår det, at medarbejdernes forslag lægger op til, at de investerede lønkroner bliver betalt tilbage til medarbejderne på et senere tidspunkt, men det har Danish Crown afvist:
- Danish Crown beder i bund og grund medarbejderne om at gå otte procent ned i løn for at kunne modernisere en virksomhed, som Danish Crown som ejere har undladt at investere i i årevis. Det er simpelthen uhørt, lyder det fra Jim Jensen.
- Vil kun lønnedgang
Han kalder mødet tirsdag aften for ”spil for galleriet”:
- Danish Crown vil kun lønnedgang, og det har de forsøgt at pynte på ved at kalde det for en "investeringsfond". Hele pointen ved at investere penge i noget, er jo at man kan få pengene retur. At bede medarbejderne "investere" i virksomheden uden efterfølgende tilbagebetaling, er at gøre grin med dem.