Midt- og østjyske skovdyrkerforeninger vil gå sammen

Ny forening får små 1.000 medlemmer med mere end 13.000 hektar skov og en årlig omsætning langt over 100 millioner kroner

Skovdyrkerforeningen Midtjylland og Skovdyrkerforeningen Østjylland er på vej til at blive én forening med navnet Skovdyrkerne Midt. 

- Sammenlægningen vil give vores skovfogeder et større fagligt fællesskab og vores medlemmer en bredere videnbase at trække på i det daglige. Alle vores skovfogeder forsætter i den nye sammenlagte forening, så vores medlemmer forsat kan blive betjent af de samme kendte personer, siger Mogens Bjerre, formand i Skovdyrkerforeningen Midtjylland..

Anders S Nielsen, formand i Skovdyrkerforeningen Østjylland, supplerer:

- Vi var i Skovdyrkerforeningen Østjylland glade for henvendelsen fra vores naboforening om en sammenlægning, idet den samlede organisation vil gøre det muligt at betjene medlemmerne endnu bedre og udvide medlemskredsen på en balanceret måde. Den samlede forening bliver særdeles økonomisk robust og vil få en passende kommerciel styrke til at udnytte mulighederne for handel med juletræer, pyntegrønt, flis, råtræhandel m.v.

Over 13.000 hektar skov

Samlet vil den nye forening administrere over 13.000 hektar skov for 981 private skovejere. Foreningens 19 medarbejdere formidler salg af 339.000 juletræer til ind- og udland og næsten 100.000 kubikmeter råtræ. Den nye forening dækker et område tværs over Jylland fra Salling i nordvest til Samsø i sydøst med kontorer i Ry.

Sammenlægningen støttes, oplyser parterne, af en enstemmig hovedbestyrelse i De Danske Skovdyrkerforeninger. Forslaget om sammenlægning vil blive forelagt på ekstraordinære generalforsamlinger i de to foreningers medlemmer i løbet af den nærmeste fremtid.

Læs også