Eva Kjer: Mine folk knokler
Miljø- og Fødevareministeren forsikrer, at hun og ministeriet er i fuld gang med at få udmøntet 16-punktsplanen til virkelighed.
Næstformand i Centrovice og medlem af primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, Torben Lyngsøe Povlsen, har i denne uge rettet en kritik af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) for, at hun og den nye regering endnu ikke har skabt resultater på landbrugsområdet. Han venter stadig på, at den 16-punktsplan, som VKO kom med før valget, bliver til virkelighed.
Ministeren har således sagt, at landmænd må leve med randzoner lidt endnu, og muligheden for at give mere gødning først kommer senere. Kritikken kommer selvom Folketinget gik på ferie kort efter regeringen trådte til, og først åbner igen den første tirsdag i oktober.
Via sin Facebook-profil svarer ministeren dog nu tilbage på kritikken fra Torben Lyngsøe Povlsen. Her forklarer hun, at hun godt kan forstå, at man som landmand kan blive utålmodig, for der er med 16-punktsplanen lagt op til markante forbedringer af landbrugets vilkår. Ændringer som hun selv også gerne så gennemført for længst.
Hun forsikrer dog, at arbejdet er i gang med at få udmøntet 16-punktsplanen.
- Ministeriet summer, og mine folk knokler, lyder det fra Eva Kjer Hansen.
Hun skriver videre, at ligesom landbruget er afhængigt af vind og vejr, er lovgivningen afhængig af det politiske klima og her skal man være opmærksom på to ting. Den ene er, at der skal 90 mandater til et flertal, og dem har partierne bag 16-punktsplanen ikke alene. Derfor skal støtten findes, og den forhandler man sig til.
Det andet punkt er, at det er Folketinget, ikke den enkelte minister, der vedtager landets love. Folketinget åbner første tirsdag i oktober, og først her begynder lovgivningsarbejdet.
- Og man kan altså ikke tvangsmodne, lyder det.
Som det tidligere har lydt fra ministeren, så forklarer hun videre, at hun forventer, at være klar med lovforslagene i efteråret.





































