L&F: Stor tilfredshed med randzonernes endeligt

Det er glædeligt, at regeringen holder løfte og gør klar til et farvel til randzonerne, lyder det fra Landbrug & Fødevarer

Miljø – og fødevareminister Eva Kjer Hansen har fredag sendt et lovforslag i høring, der foreslår en ophævelse af det obligatoriske krav om randzoner.


Initiativet er en del af den såkaldte 16-punkts plan for landbruget, som VKO fremlagde i november sidste år.  I Landbrug & Fødevarer er der stor tilfredshed med ministerens udmelding. Her har man i årevis set frem til at slippe af med kravet om randzoner.

- Det er glædeligt at se, at regeringen holder sit løfte og nu foreslår at fjerne det obligatoriske krav om randzoner. Nu glæder vi os til, at et politisk flertal med al sandsynlighed vedtager loven, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Han ærgrer sig dog over, at både landbruget, politikere og embedsværket har spildt så mange timer og brugt så mange penge på en regel, som har været håbløs fra starten. Rent administrativt har randzonerne været en næsten umulig opgave at håndtere, blandt andet fordi kortgrundlaget har været fyldt med fejl og mangler.

- Randzonerne er endnu et eksempel i rækken af benspænd for erhvervet. Op mod 50.000 hektar landbrugsjord har været taget ud af produktion, uden at den miljømæssige gevinst, der angiveligt skulle opnås, har været ordentligt, fagligt funderet, siger Martin Merrild.

Læs også