Der er tillid til en god forbrugerefterspørgsel i den kommende vintersæson, vurderer Tage Pedersen
Fredag blev hammeren for sidste gang i år banket i bordet
hos Kopenhagen Fur, og dermed var september-auktionen – og skindsalget for i år
– slut.
Gennemsnitsprisen på danske minkskind er steget i forhold
til sidste år, og Kopenhagen Fur har øget både omsætning og skindsalgets
størrelse målt i volumen. Det får formand Tage Pedersen til at betegne
salgssæsonen som ”tilfredsstillende”.
- De seneste par år har til tider været præget af en vis
usikkerhed. Vi har gennemlevet et prisfald fra 2013 til 2014, som nu er vendt i
2015, og samtidig har verdensøkonomien knirket. Senest har udviklingen i Kina
givet anledning til bekymring med for eksempel det faldende aktiemarked.
Alligevel kommer vi godt ud af denne salgssæson, og det vidner om, at
pelsbranchen nok disponerer forsigtigt, men at der er tillid til en god
forbrugerefterspørgsel i den kommende vintersæson, siger han på Kopenhagen Furs
hjemmeside.
Gennemsnitsprisen på danske minkskind var i år på 387
kroner, mens gennemsnitsprisen på udenlandske minkskind solgt gennem Kopenhagen
Fur endte på 270 kroner.
Kopenhagen Fur har på de fem auktioner i 2015 øget den
samlede omsætning fra 8,1 milliarder kroner i 2014 til 11 milliarder kroner i
år. Det er den næsthøjeste omsætning i auktionshusets historie – kun overgået af
rekordåret 2013, hvor omsætningen nåede 13,3 milliarder kroner.
Kopenhagen Furs næste auktion finder sted i januar næste
år.