Eksperter skal se på grødeskæring
Anbefalinger fra forskere skal resultere i en ny vejledning i grødeskæring til kommunerne
Den nye forskergruppe bliver nedsat, efter at især Bæredygtigt Landbrug har udtrykt behov for en ny vejledning til vedligeholdelse af vandløb, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
- Landbruget er hårdt spændt for i øjeblikket, og god landbrugsjord skal ikke tages ud af drift, fordi det risikerer at blive oversvømmet. Jeg deler bekymringen om våde marker med erhvervet, og derfor får jeg en række forskningsinstitutioner til at se på, hvordan man kan grødeskære vandløbene bedst, så afvanding og et godt vandmiljø kan blive forenet bedre fremover, lyder det fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Forskernes anbefalinger vil blive afleveret til Naturstyrelsen, som herefter laver en ny vejledning i grødeskæring til kommunerne på baggrund af anbefalingerne.