Grise bedøves i grupper
(LANDBRUG FYN) Danish Crown i Odense har gode erfaringer med et nyt bedøvelsesanlæg, hvor grisene, der jo er flokdyr, bedøves i grupper på syv-otte stykker ad gangen. Dyrene er mere rolige. Og der er mindre støj på slagtegangen.
Stressede grise, der under hyl og skrig drives til slagtning med elektriske stød, harmonerer hverken med ordentlig dyrevelfærd eller et godt arbejdsmiljø.
Det har Danish Crown i Odense gjort noget ved. I foråret investerede slagteriet i et nyt bedøvelsesanlæg, hvor grisene bliver bedøvet i grupper på syv-otte stykker af gangen i stedet for som tidligere to og to. Det har ændret både grisenes sidste rejse og medarbejdernes arbejdsmiljø i positiv retning.
- Denne del af slagteprocessen har været vores ømme punkt i lang tid. Nu foregår bedøvelsen både mere forsvarligt rent dyrevelfærdsmæssigt. Samtidig er støjniveauet sænket betydeligt, fordi grisene ikke hyler så meget mere, siger fabrikschef Bjarne Hansen.
Efter et par timer i foldene drives grisene frem til bedøvelse i små flokke på syv-otte grise. Selve bedøvelsen foregår ved, at grisene drives ind i en »elevator«, der sænkes ned i en grav med kuldioxid (CO2). Efter et kort ophold i graven mister grisene bevidstheden og kan føres videre i slagteprocessen.
Det nye anlæg har vakt opsigt hos slagteriets kunder.
- Vi slagter omkring 1200 Englandsgrise om dagen, og englænderne er meget begejstrede for den nye bedøvelsesteknik, fortæller Bjarne Hansen, som tilføjer, at anlægget i Odense er det første af sin art i egentlig drift herhjemme bortset fra et anlæg, som har kørt på forsøgsbasis i Grindsted.
- Vi er blevet brugt som »prøvekanin«. Blandt andet fordi det nye slagteri i Horsens skal udstyres med de nye bedøvelsesanlæg. Vi er med til at sikre, at eventuelle fejl bliver taget i opløbet, siger Bjarne Hansen, som fortæller, at slagteriet i Odense også har fået nyt apparatur til klassificering af grisene, der danner grundlag for afregningen til landmændene.
Målingen af dyrenes kødprocent er hidtil sket ved hjælp af sonder, der blev stukket ind i slagtekroppen. Det nye klassificeringsudstyr er baseret på ultralydsmålinger, så målingen kan ske, uden at der stikkes huller i kroppene.