150.000 tons sukker i Assens
(LANDBRUG FYN)Bortset fra en vanskelig opstart fik roekampagnen 2002 ved Assens Sukkerfabrik et godt forløb med en sukkerproduktion ca. 10 procent større end sidste år.
Tirsdag den 7. januar blev årets sidste sukkerroer leveret til Danisco Sugar Assens Sukkerfabrik og oparbejdet i løbet af det følgende døgn. Dermed var det slut på roekampagnen 2002, som altså kom til at strække sig en uge ind i 2003.
I løbet af de 108 døgn, kampagnen varede (97 døgn året før), oparbejdede Assens Sukkerfabrik ca. 935.000 tons rene roer (890.000 tons året før) fra op mod 2500 roedyrkere, primært på Fyn og i det sydlige Jylland samt fra den tidligere Gørlev Sukkerfabriks område på Sjælland.
Den gennemsnitlige sukkerprocent blev 16,9 mod 16,6 i 2001-kampagnen. Roernes renhed var i starten af kampagnen oppe på godt 90 procent, men en nedbørsperiode fra slutningen af oktober til et godt stykke ind i november bevirkede, at roerne en overgang var noget mere beskidte. Den gennemsnitlige renhed blev dog alligevel med 88,2 procent den bedste i de sidste tre år.
Årets sukkerproduktion på Assens Sukkerfabrik blev på ca. 150.000 tons. Det er med runde tal godt 10 procent mere end sidste års 135.000 tons og tæt på 2000-kampagnens rekordproduktion på 153.000 tons sukker.
Det gennemsnitlige udbytte i tons roer pr. ha blev 54,1 mod 51,0 sidste år. Med 9,18 tons sukker pr. ha blev også det gennemsnitlige sukkerudbytte betydeligt bedre end sidste år (8,46 tons pr. ha).
- Vintervejret i de sidste uger af kampagnen betød, at vi fik en del frosne roer ind. Det betød, at oparbejdningen blev lidt vanskeligere og gik en smule mere trægt. Det er jo levende ting, vi arbejder med, og fabrikken er nogle steder påvirket af, at der kommer frosne roer ind. Men, siger roechefen, trods alt har vi kun fået små mængder ind, som havde taget skade af frosten.
Også i denne roekampagne har der været stor interesse for at aftage HP-Pulp. I alt nåede Assens Sukkerfabriks produktion af dette udmærkede fodermiddel op på 88.000 tons mod 67.800 tons i »premiere-året« sidste år.