Fokus på foder
Fosfor og foderforbrug var i fokus ved Patriotisk Selskabs fodermøde for svineproducenter i onsdags.
Fosfor var et af de gennemgående emner, da Patriotisk Selskab onsdag afholdt fodermøde for Svineproducenter. Godt 60 svineproducenter deltog i mødet, hvor fire faglige indlæg lagde op til debat om fodersammensætning, næringsstofbalance, foderpriser, handel og mange andre aktuelle emner.
- Fosfor er et varmt politisk emne for øjeblikket, konstaterede afdelingschef Niels Kjeldsen, Landsudvalget for Svin. Man mente engang, at gødningsfosfor blev bundet stærkt til jorden og derfor forblev i pløjelaget. Men nu begynder man at løfte pegefingeren. Man ved nu, at jord kan mættes med fosfor, og at fosfor kan tabes, også ved nedvaskning.
Niels Kjeldsen orienterede om en række forsøg, hvor man med forskellige metoder reducerer fosforindholdet i foderet til søer. Resultaterne viser, at hvis man reducerer fosfor i foderet til niveauet i forsøgene, vil man kunne reducere fosforindholdet i gyllen med 20 procent.
Med hensyn til raps i svinefoder understregede Niels Kjeldsen, at kvaliteten af den anvendte raps er meget vigtig. Generelt tyder det på, at raps og foder med raps ikke behandles så skånsomt som ønskeligt. Endvidere viser forsøg, at foderforbrug og tilvækst bliver dårligere med stigende indhold af rapsskrå i foderet.
- EU forventer et fald i kornproduktionen på 8,3 millioner tons, oplyste Jan Karlsen. På verdensplan har man igennem flere år set en stigning i både produktion og forbrug af korn, mens lagerbeholdningerne samtidig er blevet mindre i forhold til forbruget. Det giver en større risiko for et nervøst marked.
For animalsk fedt er markedet væltet totalt, og som følge af BSE-reglerne kan det næsten ikke skaffes i dag. Man prøver at erstatte animalsk fedt med sojaolie, rapsolie m.m., men det er dyrere. Ligeledes er roepiller blevet dyrere, mens prisstigningen på aminosyrer ikke betyder så meget.
- Hvis I skulle handle i dag, og vi skulle give en pris, så vil sofoder koste ca. 150 kr., smågrisefoder ca. 200 kr. og slagtesvinefoder ca. 150 kr. pr. 100 kg, vurderede Jan Karlsen.
- Skal landbruget strukturrationaliseres, så skal foderstofbranchen også. Det vil sige, at foreløbig vil være kapacitet nok. Og man kan i det store og hele have tillid til, hvad firmaerne leverer, sagde Henning Laue.
- Det er godt at indhente tilbud fra flere firmaer. Men lad være med at få tilbud fra firmaer, som I ikke kunne tænke jer at handle med. Og så er der i øvrigt ingen grund til at handle nu. I skal have is i maven - og vente til september/oktober med at handle. Hvis man har en rimelig stor produktion, kan der godt tjenes noget ved at handle.
- E-kontrollen bliver ikke mere korrekt end de tal, der bliver registreret og tastet ind, fastslog Birthe Juel Hansen. En korrekt E-kontrol er et godt grundlag for en næringsstofbalance på staldniveau, som giver et billede af kvælstof- og fosforudskillelsen pr. dyreenhed.
- Mit råd er derfor, at I får gennemgået data i E-kontrollen for at sikre, at det er de rigtige oplysninger. At I sørger for at have de rigtige fodermidler med det rigtige indhold - specielt jer, der har eget blandeanlæg. Og at I får lavet en næringsstofbalance på staldniveau.