Korn, kartofler og kål
Hollands største landbrug ejes af 320 personer. Der dyrkes omkring 1300 hektar med alt fra hvede og græsfrø til løg og hør.
Ligesom i Danmark går udviklingen i Hollandsk landbrug mod færre men større enheder. Det største landbrug i Holland, Wilhelminapolder ved Wilhelminadorper, ikke langt fra den belgiske grænse, er på 1750 hektar og med sine store, flade marker indbyder det til store, effektive maskiner.
Der er 30 ansatte på Wilhelminapolder, hvoraf de 15 er traktorførere. På gården holder de sig ikke til et bestemt traktor- eller maskinmærke, men fordeler deres indkøb over flere forhandlere. Direktøren for Wilhelminapolder, Jan Paul van Hoven, er glad for, at der er tre forskellige forhandlere i den nærmeste by, Goes.
- Det er sundt med konkurrence. Det betyder, at de er nødt til at investere i den nyeste teknik, siger han.
Af de 1750 hektar dyrkes de 1308, hvoraf 200 er lagt ud i kartofler, 310 til korn, 250 til sukkerroer, 180 til lucerne, 165 til græsfrø, 130 til løg og resten til hør, kål og diverse andre afgrøder.
Med de mange kanaler er transport af varer en nem sag. Afgrøderne læsses på flodpramme, hvorefter de sejles ad vandvejene til den nærmeste havn. Der er ikke andet end 90 kilometer til Rotterdam og dermed til hele verden.
De dyrkede afgrøder er ikke kun beregnet til mennesker og husdyr – de vilde fugle er der også taget hensyn til. Der er plantet »gåsegræs« til de mange gæs, der kommer på træk om foråret – dog ikke udelukkende for gæssenes skyld, men også for at distrahere dem fra at æde løs af kornmarkerne.
Ejerne af Wilhelminapolder har i årenes løb købt og solgt jord i området dels for at få en hensigtsmæssig beliggenhed af jorderne, dels for at skaffe god jord og afskaffe dårligere jord, og dels som investering. Der er således solgt jord og bygget 400 huse siden 1993, med god fortjeneste.
- Det er bedre end at dyrke kartofler, fortæller Jan Paul van Hoven.