Nye såmaskiner og plove fra Lemken
PRÆSENTATION: Den tyske maskinproducent Lemken fremviste i Holland sine nye såmaskiner og plove. Under praktiske forhold kunne maskinerne ses i arbejde på de store flade arealer.
En ny tilføjelse til Lemken’s produktprogram er det hydrauliske stenudløsersystem »HydriX«. Systemet kan monteres på Lemken’s vendeplove Vari-Opal og EurOpal.
Når der pløjes i jord med mange sten eller meget varierende jordforhold kan det nogle gange være vanskeligt at indstille den korrekte aktivering af det mekaniske udløsersystem. Det nye hydrauliske system sikrer, at trykket i hydraulikanlægget kan justeres løbende under kørslen fra førersædet i traktoren.
På let jord pløjes der med så lille et tryk i anlægget som muligt, så stenene forbliver nede i jorden. På stiv eller varierende jord øger traktorføreren modstanden, så ploven holder sig i jorden.
Computerteknologi gør sig i øvrigt også gældende, når der skal bestilles reservedele hjem. Det kan nu klares enten ved at gå direkte ind på den nye hjemmeside med reservedele (www.agroparts.de), hvorfra varer kan bestilles, eller ved at gå ind på Lemken’s hjemmeside (www.lemken.com) og klikke sig videre derfra til hjemmesiden med varebestilling.
Med dette splinternye system, som er startet pr. 1. juli, spares der tid med at køre ind til forhandleren og bladre igennem kataloger med reservedele. I stedet kan man hjemmefra, direkte via internettet, selv finde frem til lige nøjagtig den reservedel, der er brug for og bestille den, hvorefter den nærmeste forhandler kan sørge for at få den fundet frem og eventuelt sendt ud. Har den lokale forhandler ikke den pågældende vare på lager, bestilles den automatisk hjem fra Lemken fabrikken i Tyskland.
Quarz-kombinationen, som blev lanceret sidste år, kan nu leveres både som opklappelig og i bugseret udgave med arbejdsbredder på fire, fem og seks meter. Såmaskiner fra Lemken eller af andre fabrikater kan monteres på redskabetskombinationen, som er beregnet til lettere jordtyper.
Der findes forskelligt valseudstyr, afhængig af jordtype og hvilken slags jordbehandling, der ønskes. På den bugserede Quarz er valserne placeret direkte under såsædsbeholderen på såmaskinen, hvilket giver optimal vægtfordeling og tyngdepunkt.
Luftsåmaskinen Solitair fra Lemken kan nu kombineres med fire forskellige harvesystemer. Det gælder både for de bugserede versioner af Quarz, Zirkon, Kompaktor, og Smaragd. Alle tilkoblingsrammer og koblingspunkter er ens, så omskiftning mellem harvesystemerne kan gøres enkelt og let.
Til effektiv såning af majs er det muligt at kombinere den bugserede Solitair luftsåmaskine med et otte-rækket majssåningssystem så såbedstilberedning, såning og gødskning udføres i samme arbejdsgang. Denne kombination er lavet specielt til maskinstationerne. Lemken har erfaring med, at der kan tilsås 350 ha på 10 dage med denne kombination.