Økonomiske konsekvenser af Wilhjelm-ideer kendes ikke

HVEM SKAL NU BETALE: - Man må spørge, hvor rigt et samfund vi egentlig har, og hvor meget man er villig til at betale for mere lærkesang, flere storke og flere kvækkende klokkefrøer, lyder det fra Familielandbrugets næstformand i den aktuelle debat om miljøbeskyttelse.

Debatten om landbrugets fremtid kører på højtryk i sommervarmen.

Men ingen kender tilsyneladende de samfundsøkonomiske konsekvenser, det får, hvis de seneste dages drastiske miljø-ideer bliver en realitet.

Meldinger fra det såkaldte Wilhjelm-udvalg, der skal komme med anbefalinger til en national plan for naturbeskyttelse herhjemme, går på, at et sted mellem 25 og 45 procent af landbrugsjorden kan blive omfattet af nye miljøkrav i forbindelse med oprettelsen af stødpudezoner på 500 meter omkring sårbar natur.

Zonerne skal beskytte blandt andet søer, moser, hede og naturskov mod ammoniak fra landbruget.

- Ingen ved, hvilke samfundsøkonomiske konsekvenser det vil få, hvis disse tanker føres ud i livet. Jeg er i hvert fald ikke blevet præsenteret for noget som helst talmateriale.

- Jeg ved, at »regnedrengene« i ministerierne er i gang. Men hvornår, vi får tal på bordet, ved jeg ikke. Og der har da også været rejst kritik af, at beregningerne ikke er fremme endnu, siger Niels Chr. Larsen, Thurø, der er næstformand i Dansk Familielandbrug og organisationens repræsentant i Wilhjelm-udvalget.

- Den slags forslag er det nogle, der kan fremsætte helt uden omkostninger, fordi de ikke selv har noget i klemme. Og så er det jo nemt, siger han og fortsætter:

- Det er rigtigt, at naturen er vigtig. Men er den altid vigtigere end mennesker? Det er jo spørgsmålet, som politikere og samfundet må tage stilling til. Samtidig må man spørge, hvor rigt et samfund vi egentlig har, og hvor meget man er villig til at betale for mere lærkesang, flere storke og flere kvækkende klokkefrøer.

Niels Chr. Larsen slår fast, at han ikke er modstander af naturbeskyttelse. Men han afviser kategorisk, at der kan blive tale om nye miljøtiltag, der mere eller mindre sætter landbruget i flere amter skakmat.

- Vi skal ned på en 10-12 procent på landsplan, før stødpudezonerne kan blive en realistisk tanke. Og det skal under ingen omstændigheder være sådan, at man i nogle amter når op på 50-60 procent eller mere, mens man andre steder berøres meget mindre. Det vil vi simpelthen ikke kunne acceptere. Sker det, har vi i organisationerne ikke forstået at varetage alle danske landmænds interesser godt nok, fastslår han.

I forbindelse med oprettelsen af våde enge ligger det offentliges tilbud til de berørte lodsejere eksempelvis ofte under det halve af, hvad jord reelt handles til i dag.

- Når vi snakker stødpudezoner i den store stil, kunne jeg måske leve med dem min tid ud. Men det kan mine efterkommere ikke. De vil blive låst helt fast uden udviklingsmuligheder. Det vil igen føre til en situation, hvor mindre og mellemstore bedrifter købes op udelukkende for jordens skyld. For de vil ikke kunne bruges som erhvervsejendomme. Og den udvikling er uacceptabel for os i Familielandbruget. Og det fornemmer jeg også den er for Landboforeningerne.

- Så hvis der fortsat stilles krav om stødpudezoner i en størrelsesorden, der vil ramme 25-45 procent af vores jord, så siger vi helt fra. Så bliver det ikke et enigt Wilhjelm-udvalg, der sender sine anbefalinger til regeringen her midt i august. Så kommer der en mindretalsudtalelse fra os. Det er helt sikkert, slutter Niels Chr. Larsen.

Læs også