Nyt offensiv mod kalvedødelighed
- Opgaven til landmændene går blandt andet på at sætte kalvepasningen i system og ændre rutiner, fastslår Irene Fisker fra Landbrugets Rådgivningscenter, der som projektleder står i spidsen for kampagnen.
105.000 kalve dør hvert år herhjemme. Det uacceptable høje nivau skal der nu gøres noget ved, fastslår Landskontoret for Kvæg.
En kampagne »stærke kalve« præsenteres nu for kvægbrugsrådgivere, dyrlæger og landbrugslærere gennem møder i august og september. Derefter skal landmændene på kursus.
Irene Fisker fra Landbrugets Rådgivningscenter, der som projektleder står i spidsen for kampagnen, glæder sig til at få kampagnen ud i virkeligheden.
- Vi trænger til at sætte fokus på kalvene og øge opmærksomheden omkring dem. Sammen med koncentreret faglig viden sender vi budskabet om, at det er nemmere at passe raske kalve end at bøvle med de syge. Opgaven til landmændene går blandt andet på at sætte kalvepasningen i system og ændre rutiner, fastslår hun.
Kampagnen består af undervisningsmateriale til konsulenterne og et hæfte til landmændene. Målet er at få 2000 kvægbrugere på kursus i løbet af efteråret og foråret 2002.
- Men jeg vil godt understrege, at det vigtigste er, at dødeligheden falder, for det her skal virke i praksis, siger Irene Fisker.