Konkurrencepløjningen på verdensplan har fynboer med i toppen på ledelsesplan. Således har generalsekretæren i verdenspløjeorganisationen, WPO, siden 1994 heddet Carl Allesø. Gennem mange år var han maskinkonsulent på Fyn, og det var en af de organisatoriske forudsætninger for det internationale engagement i organisationen med 30 lande som medlemmer.

Også i WPO-bestyrelsen er Fyn repræsenteret. Her sidder den tidligere mesterpløjer og VM-deltager, Bjarne Larsen, Gamborg, som det danske bestyrelsesmedlem.

Begge er de derfor stærkt involveret, når der i weekenden afvikles verdensmesterskab i pløjning på dansk jord - på Eskjær Gods ved Skive.

Men også en tredje fynbo er med i ledelsen af det store arrangement, som allerede her først i ugen indledes med prøvepløjning for de i alt XX deltagere fra hele verden. Det er Lars Hansen, Allerup, som er formand for Danmarks Landboungdom, der er vært for arrangementet i Danmark.

I landboforeningerne har man en aftale med WPO om, at de sekretariatsmæssige faciliteter på Det fynske Landbocenter er til rådighed for generalsekretæren.

Karriere i det spil, som Carl Allesø udtrykker det, startede som coach/træner i 1973, og fra 1974 til 1993 som bestyrelsesmedlem i WPO, hvorefter han blev organisationens generalsekretær. Carl Allesø er den anden generalsekretær i organisationens levetid, da den første, Alfred Hall fra England, virkede fra starten i 1952 og frem til 1994.

I haven blev der rejst en mindesten, som stadig kan iagttages af forbipasserende. VM-arrangementet gav i øvrigt et mesterskab til Danmark, da Niels Balle blev verdensmester.

Carl Allesø fortæller, at det land, som påtager sig værtsskabet er udpeget flere år i forvejen, og en del af hans praktiske virke består i, at forberedelserne til næste år faktisk er i gang, inden årets konkurrence er afviklet.

- Jeg sørger for, at tilmeldingen fra de 30 lande kommer til tiden, og der skal skaffes dommere og andre officials. Den praktiske del sørger værtslandet for – i Danmark ved Danmarks Landboungdom, og en uge før arrangementet kommer jeg og tager over med hensyn til ansvaret for konkurrencen.

Det kræver et meget stort samarbejde for at samle trådene, men for sekretæren er det betryggende som i år, hvor det er nær på, selv om det i praksis giver flere henvendelser.

- I år har jeg hele bagagerummet i bilen fyldt med papirer og redskaber. Andre år, som sidste år til Australien, må jeg normalt købe ekstra bagageplads til flyveturene, nævner han.

Generalsekretæren forklarer videre, at hvor landets egen deltager pløjer, er det kun de to andre landes dommere, der skal blive enige. Enige i den sammenhæng er enighed hele vejen igennem eller konsensus, om man vil kalde det sådan.

Såkaldte »head stewards« (pløjeledere) er der otte af, og de deler markerne op imellem sig og har hver et antal »plot stewards« som hjælpere.

- Gruppen af pløjeledere vælges for et år ad gangen, og det er en stor ære, men også et forbandet hårdt arbejde med fordeling af dommere og fastholdelse af tidsplanen. De har ansvaret, men jeg får øretæverne som generalsekretær, hvis det går galt.

- Jeg havde gerne set, at FN - ikke mindst via FAO som hjælpeorganisation - ville udnytte pløjningen noget mere. For mig måtte det gerne indgå i udlandshjælpen, og det er blandt andet fordi, at i lande, hvor der ikke er meget kunstgødning til rådighed, der kan et godt såbed efter pløjning være altafgørende for plantevækst.

- Derfor glæder det mig, at der trods alt kommer deltagere fra Kenya og Zimbabwe i år, men til gengæld må vi undvære de to engelske deltagere, som af hensyn til mund- og klovesygen i landet ikke ønsker at udsætte andre for risiko. Det er ærgerligt, men jeg har den dybeste respekt for deres beslutning, siger Carl Allesø.

Når VM-konkurrencen starter på lørdag på Eskjær Gods tæller styregruppen en erfaren fynsk pløjer. I 1973, 1975 og 1976 var det danske WPO-bestyrelsesmedlem Bjarne Larsen, Gamborg, selv deltager i VM pløjningen, og da man frafaldt begrænsningen om maksimalt tre deltagelser, var han atter med i Australien i 1983.

Fra 1983 var Bjarne Larsen hvert år med som holdleder og træner for den danske pløjedelegation frem til 1993, og siden har han været bestyrelsesmedlem i Verdenspløjeorganisationen.

Bjarne Larsen har gennem de sidste to år været med i styregruppen til den kommende weekends VM-arrangement på Eskjær Gods. Det har givet adskillige ture til Skive, hvor tingene er blevet koordineret. Planlægning af stedet og markerne er udpeget for længst, men årets svigtende høstvejr har fået indflydelse, så der skal benyttes en anden mark til pløjetræning frem til selve konkurrencen.

- Jeg var i sidste uge med til at afsætte pløjestykkerne, foretage opmåling af stykkerne og lave markeringsfurer. Så nu er den del klar, men der foregår også meget andet med maskinudstillinger, forbrugermesse, samt heste- og veterantraktorpløjning.

- Jeg kender til tidsproblemerne i den daglige og sæsonmæssigt stressede hverdag, men jeg er overbevist om, at pløjningen ikke forsvinder i landbruget, trods lejlighedsvise modefænomener med pløjefri dyrkning, fastslår den tidligere mesterpløjer fra Gamborg.

Det danske værtsskab for verdensmesterskabet i pløjning på lørdag den 22. og søndag den 23. september er Danmarks Landboungdom. Her varetager fynske Lars Hansen formandshvervet, så det kan nemt blive en travl herre, når der både skal malkes, høstes, køres halm hjemme på gården ved Højby - og holdes møder både her og der for under og efter VM-pløjestævnet.

Foruden det krævende hverv var Lars Hansen tilmed i går søndag selv vært for det lokale de fynske pløjemesterskab og Grøn Søndag på hans gård.

- Jeg kan nu forholde mig ganske roligt til VM arrangementet, da vor organisation har gode folk på alle pladser, siger Lars Hansen. Således er Karsten Villadsen fra bestyrelsen i Danmarks Landboungdom formand for VM-styregruppen, og han har lokale folk, der tidligere har været med til at arrangere DM-stævne på Eskjær Gods, til at stå for meget af det praktiske omkring det store VM-stævne.

Videre fortæller Lars Hansen, at Danmarks Landboungdom sidste år havde en delegation til VM-stævnet i Lincoln i England for at få erfaringer forud for arrangementet på dansk grund.

Endelig har organisationens sekretariat på Landskontoret i Skejby ydet et stort forberedende arbejde, og der har været ansat en projektkonsulent til at varetage særlige opgaver ved verdensmesterskabets afholdelse.

Lars Hansen når også lige at nævne, at der på pladsen vil være en lang række aktiviteter, blandt andet en udstilling om job- og karriere muligheder i landbruget. En udstilling, som efterfølgende kommer på vandretur rundt i landet.

Pløjefri dyrkning