Slagtekyllingeproducent Henning Sørensen, Vejrup ved Bramming, har fået installeret gulvvarme i en nybygget stald til cirka 48.000 slagtekyllinger - så vidt vides noget hidtil uprøvet her i landet.

På nuværende tidspunkt har Henning Sørensen kørt et enkelt hold kyllinger igennem stalden, og der har allerede vist sig den tydelige følgevirkning af gulvvarmen, at antallet af døde kyllinger den første uge efter indsættelse blev reduceret til cirka 0,5 procent mod normalt cirka en procent. Han mener selv, at forklaringen er en optimal varmeforsyning lige præcist i de dage, hvor kyllingerne skal lære at æde og drikke i de nye omgivelser.

- Det totale antal døde kyllinger frem til slagtning lå for det første hold på cirka to procent mod et landsgennemsnit på omkring 4,5 procent, fortæller den sydjyske slagtekyllingeproducent.

Han tør endnu ikke sige, om gulvvarmen giver en billigere opvarmning. Men det har allerede vist sig, at der kan køres med cirka to grader lavere rumtemperatur (målt i én meters højde). Ved at køre med en returvandstemperatur på 36-37 grader opnås en temperatur på 32 grader lige oven på gulvet, hvor kyllingerne går - svarende til 35 grader i en meters højde. Til sammenligning kan temperaturen ved gulvet ikke nå over 27-28 grader med traditionel opvarmning.

Gulvvarmeanlægget i den nybyggede slagtekyllingestald er suppleret med almindelige varmtvandskaloriferer, der anvendes i forbindelse med opvarmningen af stalden forud for indsættelsen af nye kyllingehold.

Han anvender selv høvlspåner som strøelse. De lægges ud i et cirka en centimeter tykt lag, inden kyllingerne indsættes, hvilket svarer til omkring et kilo pr. kvadratmeter. Under de 40 dages opfedning af kyllingerne »styres« strøelsen ved hjælp af klimaanlægget, der regulerer staldens undertryksventilation og varmeforsyning.

I løbet af de 40 dage bliver laget af strøelse og gødning tre til fire centimeter tykt og skal styres, så det holder en spagnumlignende konsistens. Bliver blandingen af gødning og strøelse for våd, kan der forekomme ammoniaksvidninger på kyllingernes fødder. Dette fænomen vil der blive holdt nøje øje med fra næste årsskifte, hvor en lov på området træder i kraft.

Den sydjyske slagtekyllingeproducent har investeret knapt 200.000 kroner i gulvvarmeanlægget i den over 1.900 kvadratmeter store stald. Leverandøren er Golan Plastic Products i Middelfart.

Konsulent Niels Nicolaisen fra Landskontoret for Fjerkrærådgivning oplyser, at man herhjemme stort set ingen erfaring har med gulvopvarmning hos slagtekyllinger.

- Herhjemme kender vi på nuværende tidspunkt kun til gulvopvarmning i en del kalkunstalde, hvorimod vi skal til Sverige for at se gulvopvarmning hos slagtekyllinger. Her er det imidlertid lidt modstridende meldinger, vi hører om de praktiske erfaringer, siger han.

- Havde Henning Sørensen ikke fået installeret gulvvarme i sin nye slagtekyllingestald, ville vi have etableret forsøg med systemet et eller andet sted. Nu kan vi i stedet følge med i hans erfaringer. Set med mine øjne er det primære formål med gulvvarme hos slagtekyllinger at holde strøelsen tilstrækkeligt tør for at forhindre ammoniaksvidninger på kyllingerne. Men jeg tror måske også, at den mere tørre strøelse kan bidrage til at reducere ammoniakfordampningen, tilføjer Niels Nicolaisen.

Gulvet i Henning Sørensens nye slagtekyllingestald er isoleret med Flamingo-plader. Ovenpå Flamingo-pladerne er varmerørene (25x2,3 PEX-a med iltspærrer) udlagt i en afstand på 58 centimeter. Rørene er hæftet fast til isoleringspladerne med plastik-chips og holdes desuden på plads med en net af armeringsjern. Oven på er der udstøbt et 10 centimeter tykt betonlag. Varmeforsyningen kommer fra et oliefyr.

Rørene er samlet udenfor stalden i en manifold med termometer og ventiler på hver sløjfe, så varmeforsyningen kan differentieres mellem forskellige områder i stalden.

Stalden er i øvrigt udstyret med skålefodringsanlæg. Fagfolk mener, at det kan reducere foderforbuget sammenlignet med rendefodring, som er installeret i Henning Sørensens to andre slagtekyllingestalde.

I alt er der plads til cirka 130.000 kyllinger af gangen i de tre stalde. Der køres syv hold igennem om året, hvilket giver en årsproduktion på omkring 900.000 slagtekyllinger.

Henning Sørensen dyrker hvede i 45 hektar, og kornet fodres op i slagtekyllingestaldene. - Vi har udelukkende kørt med hvede i sædskiftet i en årrække uden nævneværdige problemer, og det er enkelt og arbejdsbesparende. For at forebygge sygdomme skifter vi både mellem forskellige sorter og vinter- og vårbyg, fortæller han.