>Formanden for de omkring 550 medlemmer i Sydjysk Familielandbrug, Steen Klaaby, Ribe, er på vej ud af organisationen i protest mod Ribe Amts Familielandbrugs hetz mod større landbrug i form af indsigelser i VVM-sager.

- Jeg kan ikke stå inde for Ribe Amts Familielandbrugs flertalsbeslutning om indsigelser på landbrugs VVM-sager, og derfor har jeg på trods af mit formandskab i Sydjysk Familielandbrug valgt at deponere medlemskortet med henblik på udtrædelse af foreningen ved årsskiftet, fortæller Steen Klaaby.

Han understreger, at der netop er tale om en deponering. Bliver det muligt at finde frem til en mindelig løsning, vil han fortsætte i familielandbruget, men han lader tydeligt skinne igennem, at han ikke tror meget på den mulighed. Han har været medlem i familielandbruget i snart 25 år og i flere perioder siddet i bestyrelsen og har ingen planer om at skifte til landboforeningerne, men nu er det lokale familielandbrug gået for vidt.

- Ribe Amts Familielandbrug har gennem de seneste årtier haft en god rummelig politisk indstilling til landbrugserhvervet, hvor der dels naturligvis er støttet kraftigt op om de mindre bedrifter, men hvor der også har været plads til udvikling af alle andre bedrifter indenfor lovens rammer.

Det har derfor også været muligt igennem de år at have en rummelig medlemskreds, der afspejlede bredden i danske politiske holdninger. Det har igennem årene også været underforstået, at politiske livtag skulle foregå i landsorganisationen tæt på den lovgivende forsamling, således at der kunne være fred i det lokale samarbejde, kolleger og organisationer imellem. Med indgivelse af disse indsigelser vedr. VVM-høringer på landbrugsbedrifter er dette ikke længere tilfældet. Krigen er nu flyttet helt ud mellem naboer og kolleger, beklager Steen Klaaby.

- To af ni medlemmer i Ribe Amts Familielandbrug har en anden opfattelse af situationen. Jeg har fra starten meldt ud, at jeg ikke er enig. Nu er jeg både lokalt og i amtsbestyrelsen blevet kritiseret for ikke loyalt at bakke op om flertalsafgørelserne, og det kan jeg ikke leve med. Derfor har jeg valgt at deponere mit medlemskab, forklarer Steen Klaaby.

Han mener, at man kan få den opfattelse, at amtsbestyrelsens to medlemmer i landsbestyrelsen ikke har formået at få tilstrækkelig af deres synspunkter igennem til lovgiverne, da der åbenbart fra nu af i frustration skal føres angreb på både egne og landboforeningens medlemmer.

- Med formandens, Gunnar Schmidts, opstilling som amtsrådskandidat for Det Radikale Venstre, støttet af næstformandens holdninger, synes det nu kun velset i Ribe Amts Familielandbrug at havde en radikal indstilling, og at organisationen for tiden kun formår at rumme den holdning, beklager Steen Klaaby.

- Overordnet ønsker jeg ikke, at der som her skal foregå angreb på lokale kolleger, idet man i stedet for at begrænse hinanden burde acceptere hinanden og i stedet tage de politiske slagsmål i hovedorganisationerne i nærheden af den lovgivende forsamling og her sørge for at få indarbejdet bedre betingelser for de mindre bedrifter i lovgivningen, fortsætter Steen Klaaby.

- Som formand skal det give anledning til selvransagelse, når man både kommer i mindretal i egen bestyrelse som i regionsbestyrelsen, hvorfor det er med beklagelse, jeg skønner det nødvendigt at tage så drastiske skridt. Jeg føler med den underforståede holdnings budskab i disse VVM- indsigelser, at det kan få så store konsekvenser for vore egne medlemmer, at jeg ikke kan indestå for den førte politik, hvorfor eneste mulighed er at trække mig ud af foreningen, således jeg ikke via medlemskab fortsat støtter den førte politik, understreger Steen Klaaby.

Hvis deponeringen ender i en udmeldelse, er hans formandspost for Sydjysk Familielandbrug helt klart væk, men spørgsmålet er, hvad der sker de kommende måneder.

- Vi skal have bestyrelsesmøde 9. oktober, hvor sagen skal drøftes, og medlemmerne i bestyrelsen skal vurdere min placering som formand, forklarer Steen Klaaby.

Han fortæller, at han som formand er valgt direkte på generalforsamlingen, så det kan i givet fald blive nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling, men omvendt er Steen Klaaby fortsat fuldgyldigt medlem af organisationen, så intet er afgjort på nuværende tidspunkt.

Steen Klaabys melding om, at han er på vej ud af familielandbruget, modtages med stor undren hos formanden for Ribe Amts Familielandbrug, Gunnar Schmidt, og hans umiddelbare kommentar lyder:

- Det er noget frygteligt vrøvl, han kommer med, fastslår Gunnar Schmidt overfor Landbrug Syd og kalder det for en storm i et glas vand.

Steen Klaaby vælger på sin side at skyde med skarpt mod Gunnar Schmidt for hans opstilling til amtsrådsvalget for Det radikale Venstre og mener, at det åbenbart er den radikale politik, der skal være den gennemgående i familielandbruget, men Gunnar Schmidt skyder igen.

- Det er meget tydeligt at se, at Steen Klaaby har problemer med at forsvare politikken overfor de andre Venstrefolk. Et forestående valg får de sjoveste egenskaber op i folk, siger Gunnar Schmidt og henviser til, at Steen Klaaby stiller op til amtet for Venstre.

- Vi har ikke altid været enige, men jeg er trist over, han smækker med døren tre gange. Her er der ingen andre, der smækker med døren, men kan man ikke stå inde for politikken, så må man gå, fastslår Gunnar Schmidt og konstaterer, at der i familielandbruget ikke er et depot for medlemmer, der vil deponere deres medlemskort…

Han gør det samtidig klart, at der ikke bliver tale om, at egne medlemmer skal udsættes for indsigelser:

- Vi laver kun indsigelser mod landbrugsbedrifter med over 250 dyreenheder, og det sker kun i de tilfælde, hvor udspredningsjorden ikke inden VVM-godkendelsen er kendt, forklarer Gunnar Schmidt og mener, det er synd, Steen Klaaby ikke har forstået det.