Den østjyske Fælleslandboforening har fået ny formand. Som afløser for den landskendte Hans Bang-Hansen er det nu Jens Ejner Christensen fra Jelling, der skal sidde i foreningens formandsstol.

Den 33-årige Jens Ejnar Christensen har 300 søer og 50 hektar. Trods sine unge alder er han ikke nogen nybegynder, når det drejer sig om landbrugspolitik og til at bestride tillidsposter. Han er således formand for både Vejle-Fredericia Landboforening, som for nylig fejrede sit 150 års jubilæum, og for Landbrugsrådgivning Østjylland I/S (LRØ).

- Jeg har som mål at holde dialogen godt i gang med politikerne på både lokal-, amts- og landsplan. Det er vigtigt, at vi bevarer landboforeningerne som det politiske talerør, hvor man som landmand bliver hørt. Det er ikke brancheforeningernes opgave, fordi vi skal alle tale med fælles stemme, udtaler den nye formand.

Som næstformand blev valgt Asger Christensen, Jordrup, som i forvejen er formand for Kolding Herreds Landbrugsforening.

Hans Bang-Hansen, Lund ved Horsens, valgte at trække sig fra formandsposten for Den østjyske Fælleslandboforening for at koncentrere sig om politik. Han stiller op for Venstre til både byrådet i Horsens og amtsrådet i Vejle Amt.