- Vi alle i branchen ligger »blødende« på jorden, og hvem vil umiddelbart samhandle med sådanne firmaer, erkender afdelingsdirektør hos FAF, Søren Villumsen. Derfor må vi tilpasse virksomhederne til markedet og naturligvis videreudvikle os løbende.

Hos FAF blev denne proces allerede sat i gang i forbindelse med fusionen med DLG for to år siden. Fra at være 190 ansatte er tallet i dag nede på 125, og antallet af afdelinger beskæres i takt med frasalget, som er sat i værk.

- Vi satser på tre kraftcentre på Fyn, i henholdsvis Aarup, Ringe og Rudkøbing, samt afdelingen på Ærø. Dertil kommer faciliteterne ved udskibningshavnene i Assens, Odense og Svendborg.

- Alle forstår godt, at der ikke længere kan ligge en grovvareforretning i hver by, og at det først og fremmest drejer sig om rentabilitet og skabe et afkast for virksomheden. Samtidig ser man det som en fordel, at vi i de tre afdelinger såvel kan oppebære en nødvendig arbejdsstyrke til ekspedition og rådgivning, og samtidig have et omfattende produktsortiment på lager, siger souschef hos FAF, Henning Jakobsen.

I de tre kraftcentre vil der være placeret såvel en forretningsfører, ekspeditionsfolk samt lagermedarbejdere. Tillige vil det også være en varebil til rådighed for mindre leverancer til kunderne.

- Men, forklarer de to FAF-chefer Henning Jakobsen og Søren Villumsen, primært skal afdelingerne fungere som nødlagre, ekspeditionssteder samt ind- og udleveringssteder for korn og gødning. Den store part af samhandlen med produktionslandbrugene vil i fremtiden foregå direkte - for at spare omkostninger og transport.

- Som virksomhed skal vi naturligvis nøje vurdere fremtidsmulighederne. Strukturudviklingen har gjort, at antallet af produktionslandbrug på Fyn snart er nede omkring et tusinde. I erkendelse heraf og med baggrund i økonomiske betragtninger ser vi store muligheder i at samhandle med alle øvrige i landzonen og i byerne på relevante felter. På den måde udnyttes vor virksomheds ressourcer og samtidig skabes nye vækstområder, der i sidste ende sikrer et fortsat afkast til vore andelshavere (landmændene, red.).

Allerede for et års tid siden begyndte FAF at sælge telefoni, et område som DLG Service netop var startet på. Indenfor det første år har det betydet, at FAF har fået ikke mindre end 8.000 telefoni-kunder.

- Kunderne har via os opnået ikke uvæsentlige rabatter på såvel deres almindelig telefon som på mobiltelefonregningen, siger Henning Jakobsen og Søren Villumsen og tilføjer, at denne aktivitet også er synlig på bundlinien i FAF-regnskabet.

Salget sker dels via telefonsalg, internet og gennem bladet »Spiren«, som hvert kvartal udsendes til alle de mange nye FAF-kunder. Men naturligvis udnyttes den store kontaktflade i landbruget også til at få nye kunder.

Foruden servicechef Gert Olsen er 3-4 medarbejdere nu fast tilknyttet FAF Service, som afdelingen benævnes. Men derudover udnyttes kapacitet fra andre afdelinger til ekspedition og fakturering.

- På den måde udnyttes vore flade organisation og alle ressourcer i virksomheden optimalt, siger afdelingsdirektør Søren Villumsen, der betegner FAF’s medarbejderorganisation værende helt på plads.

- Alle medarbejdere har lige siden fusion og gennem omstruktureringen ydet en stor indsats. I dag er alle placeret, så deres kompetenceområder udnyttes bedst muligt. Samtidig er samtlige medarbejdere budgetansvarlige for deres område.

- Eller sagt på en anden måde, vore visioner er nu gjort operative.

- Vor organisation er blevet justeret, så tre grupper betjener produktionslandbruget indenfor henholdsvis svin, kvæg og afgrøder, siger souschef Henning Jakobsen, der selv står i spidsen for området for hjælpestoffer, dvs. såsæd, gødning og planteværn.

- Vi vil i endnu højere grad betragte erhvervsjordbrugene som partnere, og i et samarbejde med beslutningstagerne vil vi til stadighed optimere samhandlen. Det kan være aftaler om konceptavl, levering af korn på særlig aftalte terminer, egen lagring og eventuel transport af korn direkte til afskibning osv. Alt sammen for at opnå bedste logistik og spare omkostninger, som dermed kommer begge parter til gode, pointerer han.

Medarbejderne i de nævnte markedsgrupper vil få rettet deres uddannelse ind på såvel kommercielle som faglige områder, og direktøren understreger, at landbrugsmedarbejderne ikke deltager i salget og rådgivningen indenfor de nye markedsområder.

- Men, tilføjer Søren Villumsen, hver landmandskunde har sin egen kontaktperson i vor organisation, og han vil naturligvis også være mellemled, hvis det gælder telefoni, forsikring eller andre serviceområder.

- Så uanset om det er en landmand med flere hundrede hektarer med specialavl, en stor svineproducent, deltidslandmand med en par stykker Hereford eller frisøren henne om hjørnet, så er der plads til alle i den nye FAF-organisation, forsikrer direktøren.

- Vort mål er at blive endnu mere synlige både i land og by, og den bedste kontakt er nu en gang at handle sammen. Og i tilgift gerne skulle vi være med til at tilnærme og øge forståelsen mellem bybefolkningen, beboerne på landet og landbrugets udøvere, slutter Søren Villumsen.