Stigende interesse for skov
SKOVBRUG: Skovdyrkerforeningen Fyn har haft fremgang i areal, men - bortset fra juletræerne - faldende priser på skovprodukterne.
I sin beretning på generalforsamlingen onsdag den 21. oktober kunne formanden for Skovdyrkerforeningen Fyn, godsejer Torben Bille Brahe, Fraugdegaard, som tillige er formand for De Danske Skovdyrkerforeninger, konstatere, at interessen for skov er stigende, og at foreningen får større areal.
I beretningsåret fra 1. juli 2008 til 30. juni 2009 er medlemstallet i Skovdyrkerforeningen Fyn faldet til 760, mens arealet er steget med ca. 65 ha eller en procent. Der har været 40 udmeldelser og 20 indmeldelser. I alt er der udmeldt små 150 ha og indmeldt godt 200 ha.
Større areal
- Det er strukturudviklingen i landbruget, der også afspejler sig i foreningens medlemstal og areal, påpegede Torben Bille Brahe. Det øgede areal kommer for halvdelens vedkommende fra nye medlemmer, mens den anden halvdel kommer fra ejendomme, der er købt sammen. Alt i at en tilfredsstillende udvikling.
Formanden glædede sig over på bestyrelsens vegne at kunne fremlægge foreningens resultat og status pr. 30. juni 2009. Resultatet er som budgetteret og viser et overskud på 673.163 kroner og en egenkapital på 7.768.068 kroner.
Bag resultatet ligger store udsving i forhold til budgettet. Finanskrise og prisernes turbulens har påvirket foreningen, som imidlertid gennem en påpasselig kreditgivning har undgået tab på debitorer.
Positivt for juletræer
Torben Bille Brahe indledte beretningen med at slå fast, at det fik en ende med de gode tider.
- Den store efterspørgsel og de deraf følgende gode priser på de vigtigste skovprodukter, som vi så i 2007 og i den første halvdel af 2008, blev afløst af stagnation og nedgang i efterårshalvåret 2008, hvor skovbruget blev trukket ned sammen med det meste af erhvervslivet i øvrigt.
- Den positive undtagelse i vores verden var juletræerne, hvor efterspørgslen var god og priserne pænt stigende, men hvor mængden - hos medlemmerne og i foreningerne - var faldende og ikke kunne dække efterspørgslen.
Dårlig timing
- I andet halvår af 2008 blev vi ramt af tre negative udviklinger på én gang, nemlig faldende efterspørgsel på de fleste træprodukter, presset økonomi hos mange af vore medlemmer, som er landmænd. Og oven i disse markedsudviklinger kom så et uventet politisk hug fra regeringen, nemlig fjernelse af den konsulentordning, som har støttet rådgivningen af den almindelige danske skovejer siden 1919. Det må vel siges at være dårlig timing, understregede Torben Bille Brahe.
- I skovdyrkerforeningerne har året desuden været præget af et arbejde med det japanske »lean«-princip - med henblik på en optimering af en række arbejdsgange ved medarbejdernes hjælp.
- Det har også været starten på en fælles indsats på tværs af foreningerne med henblik på at få beskrevet en ny strategi for den samlede organisation. Et arbejde, der færdiggøres inden udgangen af 2009.
Op og ned
I en gennemgang af skovdyrkerforeningens produkter og arbejdsopgaver nævnte formanden, at afmatningen med hensyn til råtræ først slog igennem i løbet af foråret 2009, og at foreningen ved en målrettet indsats fik afsat de mængder løvtræ, som medlemmerne ønskede at sælge i efteråret 2008. For nåletræ steg den afsatte mængde samtidig med, at salgsprisen steg til det højeste niveau gennem de sidste syv år.
Biobrændselsområdet er i en rivende udvikling og med stigende priser på flis. For juletræer har prisen været stigende, mens udbuddet er blevet mindre. Forventningerne til de kommende år er stigende udbud og stabile priser.
Afsætningen af klippegrønt faldt i 2008 og ventes også at falde i år. Afsætningen af planter har ligget lidt under niveauet for de senere år. For planteværn og gødning har priserne fået nogle gevaldige »elevatorture« i det sidste år.
Blandt andre emner fra beretningen kan nævnes biotopplaner, frøblandinger, certificering, grøn driftsplan, publikumsplaner og skovrejsning.









































