Landmandens mulighed for at skræddersy en Massey Ferguson i 6400-serien efter behov, bliver nu endnu bedre.

6400-serien, der hidtil kun har kunnet købes med sekscylindrede motorer, fås således fremover med firecylindrede Perkins 4,4 liters turbomotorer.

Der er tale om fire nye modeller, som blev lanceret for den europæiske fagpresse ved et pressemøde og efterfølgende testkørsel i Holland i sidste uge.

Den mindste er MF 6445 med 90 hk. MF 6455 yder 10 hk mere, mens MF 6460 med sin turbo og intercooler når op på en effekt på 115 hk. Den kraftigste af de firecylindrede i 6400-serien er MF 6470, der yder 125 hk. Også denne model har intercooler.

Han understregede ligeledes på pressemødet i Holland, at ikke mindst traktorernes komfort- og udstyrsniveau bliver et stadig større konkurrenceparameter de enkelte mærker imellem.

- Sådan oplever vi det også i Danmark, hvor der er meget stor forskel på, hvilke ønsker den enkelte landmand har til sin nye traktor. Lidt forenklet kan man sige, at nogle ønsker en skrabet model, mens andre bare vil have en ny traktor med hele udstyrsviften. Og i den forbindelse er vi selvfølgelig glade for, at vi nu kan tilbyde valget mellem fire- og sekscylindrede motorer i 6400-serien, forklarede distriktschef Egon Sørensen fra Agco Danmark A/S under præsentationen i Holland.

Egon Sørensen vurderer dog, at flertallet af de danske MF 6400-kunder vil vælge en sekscylindret model.

- Men igen må vi jo sige, at der er et stigende kundekrav om selv at kunne vælge modelsammensætning. Og har man eksempelvis brug for en meget manøvredygtig og forholdsvis kort traktor, er en firecylindret 6400-model for nogle at foretrække frem for en sekscylindret og lidt længere 6400-model, vurderede Egon Sørensen som samtidig kommenterede traktorernes stigende komfortniveau:

- For nogle få år siden var det jo eksempelvis affjedrede foraksler, vi så som noget nyt. Og der var da også folk, som i begyndelsen sagde, at det var noget, som aldrig ville slå igennem. Men nu ser vi, at kunderne i stærkt stigende grad efterspørger øget komfort – som eksempelvis affjedrede kabiner. Og den udvikling fortsætter helt givet med kunderne som dem, der sammensætter den enkelte traktors udstyrsprogram fra handel til handel.

- Dynashift ECO transmissionen har alt i alt fire koblingsfrie skift med et spring på 17 procent i hvert gear, og med fire gear i to områder giver det 32 gear frem og ligeså mange tilbage.

- De to mindste firecylindrede 6400-modeller har den almindelige Dynashift transmission, som i modsætning til ECO-transmissionen ikke har mulighed for transporthastighed ved lave motoromdrejninger, oplyser Massey Ferguson.

Begge transmissioner betjenes med MF’s Power Control, der er et håndtag, som er placeret til venstre under rattet, således man med fingerspidsen kan betjene frem- og bakfunktion, Powershuttle, Dynashift-gear og udkobling for skift af hovedgear og område.

Endelig kan man som ekstraudstyr vælge det såkaldte AutoDrive, som ifølge Massey Ferguson kan give brændstofbesparelse på op imod 12 procent. AutoDrive virker på den måde, at den automatisk skifter Dynashift-gear i forhold til motorens belastning og hastighed. Det såkaldt GearMatching-system vælger automatisk det korrekte Dynashift-gear, som passer til fremkørselshastigheden, når der skiftes gear eller område.

Den såkaldte Komfort Pakke inkluderer aircondition, bagrude viskevasker, passagersæde og et luftaffjedret sæde med automatisk justering.

Vælger man Komfort Plus pakken får man desuden kabineaffjedring, automatisk klimaanlæg, teleskopspejle med elektrisk opvarmning og justering. Hertil kommer, at sædet er MF’s såkaldt super deluxe luftaffjedrede sæde.

Som standard er alle modeller udstyret med MF’s nye kabine, som har et lydniveau på 71 dB(A). Udvendigt er modellerne blandt andet kendetegnet ved fire ellipseformede arbejdslamper foran og to bag.

De dage, hvor landmanden mere eller mindre må gætte sig til sine serviceomkostninger frem i tiden på bedriftens traktorer, er således ved at være talte. Massey Ferguson er nemlig på vej med et revolutionerende servicetilbud til sine kunder, som i fremtiden vil kunne blive tilbudt en Manager serviceaftale, eller en udvidet Manager service- og reparationsaftale.

Tanken bag Manager-aftalerne er, at man kan skræddersy et serviceprogram på en ny traktor i op til fem år. Serviceaftalen kan sammensættes fuldstændig, som den enkelte kunde ønsker det. Det hele sker ved hjælp af et computerprogram, hvori man kan krydse de services af, man ønsker gennemført på sin nye traktor.

Man kan samtidig vælge, hvor mange maskintimer eller år, aftalen skal løbe over. Dog maksimalt 4.800 maskintimer eller fem år. Når alle landmandens serviceønsker og aftalens længde er krydset af på computeren, udregner systemet omgående en servicepris, som landmanden kan bruge i sit budget. På den måde kan han præcis udregne sine maskinomkostninger pr. hektar eller pr. time.

Manager-serviceaftaler er på trapperne i Danmark.