Året lakker roligt mod enden. Det er efterår i Danmark med den traditionelle kombination af smukke farver, regn, rusk og vintertid.

På Dalum Landbrugsskole sidder 24-årige Søren Elnegaard midt i eksamenstiden og drømmer sig mod varmere himmelstrøg. Tankerne kredser om kiwiernes land - New Zealand. Den unge agrarøkonom-studerende kender forholdene i New Zealand bedre end de fleste danskere. Han har således netop forsvaret et internationalt projekt om landbrugets forhold i New Zealand, EU og Danmark. Arbejdet blev belønnet med et 13-tal.

Samme karakter håber den unge agrarøkonom at kunne uddele til EU’s politikere, når de i de kommende år skal udstikke en ny kurs på det landbrugspolitiske område. Som bekendt skal flere østeuropæiske lande med i fællesskabet, og derfor er der ikke længere råd til at yde samme massive landbrugsstøtte i EU-regi, som det er tilfældet i dag.

Ifølge verdenshandelsorganisationen WTO er I-landenes – herunder EU’s – samlede landbrugsstøtte så stor, at den ville kunne betale for, at man lader 41 millioner malkekøer flyve på businessclass halvanden gang rundt om jorden.

Med EU’s østudvidelse skal man ned på økonomiklassen, hvis de økonomiske seler skal holde. Spørgsmålet er, hvordan man kommer det?

Spørger man Søren Elnegaard, ligger svaret lige for:

- Man skal skele til og lære af det, der er foregået i New Zealand siden midten af 1980’erne, lyder rådet fra den kommende agrarøkonom, der i juli besøgte en række landbrug på den anden side af kloden. Det skete som et led i udarbejdelsen af det internationale projekt.

- Det væsentligste, landmændene har fået ud af omvæltningerne, er, at de har fået deres frihed tilbage. Det fremhæver de selv gang på gang, når man snakker med dem. De har simpelthen genvundet en arbejdsglæde, som tidligere druknede i støtteordninger, der tvang dem til at tænke på støtte og ikke på, hvad de i virkeligheden havde interesse i at producere.

- Alle de landmænd, jeg talte med, har oplevet, at livet som landmand er blevet meget bedre i New Zealand efter reformerne. Det hele er blevet mere reelt. Man har i grunden kun sig selv at takke, hvis noget går godt eller skidt. Og det tror jeg faktisk, at de fleste landmænd har det bedst med.

- Derfor håber jeg, vi kan lære af newzealænderne. Men vi skal gøre det på vores egen måde. Newzealændernes reformer havde nærmest karakter af en ”kold tyrker” – altså var der tale om meget drastiske omvæltninger fra den ene dag til den anden. Det vil ikke kunne lade sig gøre i EU, siger Søren Elnegaard, der i løbet af en kort årrække håber at kunne overtage forældrenes gård på Langeland. Ikke mindst derfor er han stærkt optaget af fremtidsudsigterne for primærlandbruget.

- I New Zealand tvang reformerne landmændene til at ændre tankegang. Tidligere blev der spekuleret i støtteordninger, når der blev taget beslutninger på den enkelte gård. Nu tager man udgangspunkt i markedet, når man producerer, bygger stalde eller køber maskiner. Fokus er hele tiden rettet mod indtjeningen.

- Ofte er det modsat i Danmark, hvor støtteordninger og skatteregler spiller ind, når den enkelte skal investere – eksempelvis i maskiner. Samtidig er der nærmest tradition for, at man i Danmark opfører staldbygninger, der kan holde i 60-70 år. I New Zealand bygges der først og fremmest fleksible stalde med en levetid på 15-20 år. Simpelthen fordi markedet hele tide ændrer sig.

- Den newzealandske landmand er heller ikke særligt optaget af, om han har 28 grise pr. årsso eller om han har 24 grise pr. årsso. På sammen måde er det med mælkeydelsen. Det, der tæller, er totaløkonomien. Og på det område tror jeg, vi kunne lære en del herhjemme, påpeger Søren Elnegaard, og slutter:

- Det er klart, at det danske skattesystem spiller en væsentlig rolle for de danske landmænd. Skal vi virkelig have et mere liberalt landbrug i EU, skal vi også have ændret det danske skattesystem. Landbrugsstøtten er jo skattefinansieret, og forsvinder dele af støtte, skal det opvejes af skattelettelser. Ellers hænger tingene jo ikke sammen.

Det var imidlertid for lånte penge, og landet var på kurs mod økonomisk ruin. En gennemgribende reform var bydende nødvendig.

Landbrugsreformen i New Zealand tog sin begyndelse under Labour-regeringen i 1984. Al støtte til indkøbs- og salgspriser blev fjernet. Importkvoter og toldmure faldt. Dollaren blev devalueret, skattesystemet forenklet og lønninger og priser gjort flydende.

Også andre dele af samfundet gennemgik en hestekur, og det førte til en stigende rente og øgede omkostninger. Eksportmarkederne faldt eller stagnerede, og ejendomspriserne blev over en nat halveret.

De hårde betingelser skabte nærmest en trodsreaktion i landbrugskredse. I de første år af reformperioden forsvandt – mod forventet - kun nogle få procent af landbrugene. De hårdest trængte landmænd blev tilbudt en udtrædelsesordning. Samtidig afskrev regeringen omkring 20 procent af erhvervets gæld.

I dag er landbrugserhvervet i New Zealand velfungerende og i grove træk uden tilknytning til støtteordninger. Dog er der støtte til et program, som skal hindre sygdomme i kvæg- og svinebesætninger. Samtidig modtager fjerkræproducenterne en prisstøtte. Erhvervets samlede andel af bruttonationalproduktet er på over 17 procent. Af den samlede eksport ud af landet står landbruget bag 50-60 procent.