Igen formand for gartnerskolen

Gartner Ove Nielsen, Allested, var fra i firserne med i bestyrelsen for Gartnerskolen Søhus og var et enkelt år formand. Nu er han tilbage i spidsen for skolen.

I perioden fra 1981–89 sad Ove Nielsen som medlem af skolens bestyrelse, og fra 1989–1990 som skolens formand. Derfor er Ove Nielsen af gode grunde godt kendt med opgaven.

- Dengang som nu var skolen i en brydningstid med store reformer. I min første periode som formand stod skolen for at skulle ændre status fra højskole til teknisk skole, hvilket var en meget stor og svær beslutning at skulle samle bestyrelsen og ledelsen omkring.

- Også denne gang, hvor jeg tiltræder formandsposten står skolen overfor store udfordringer med nye reformer. Vi skal bevare og udbygge de kernekompetencer skolen er kendt for, nemlig uddannelserne indenfor væksthusgartner og blomsterbinding. Men samtidig skal vi leve op til den nye reform, der kom fra undervisningsministeriet i år 2000 og gøre skolens grundforløb bredere således, at vi kan tilbyde et attraktivt grundforløb for hele jordbrugs-branchen på indgangen til erhvervsuddannelserne »Fra jord til bord«, påpeger Ove Nielsen og understreger, at

det vil kræve investeringer og nytænkning fra såvel personalet som ledelsen og bestyrelsen på skolen.

- Vi ser frem til det nye samarbejde med anlægsgartner-mestrene, og det bliver bl.a. min opgave sammen med ledelsen at sørge for at skabe nogle rammer, hvor de føler sig velkommen og give dem den kvalitet i uddannelsen, som branchen søger og som skolen kan stå inde for, siger den nye formand.

Ove Nielsen er medejer af en af Danmarks store gartnerivirksomheder, Gartnerierne Ove Nielsen I/S, i Allested. Gartneriet producerer hver dag året rundt omkring 45.000 potteroser.

Læs også