DLF åbner nyt rapslager i Sydvestsjælland
Med åbning af rapslager ved Skælskør kan DLF nu 20 steder i landet tage mod rapshøsten.
DLF åbner til den kommende rapshøst et nyt rapslager i Sydvestsjælland, og det er ligger på Kildegården, Gammellungvej 30 ved Skælskør, der er ejet af Søren Olesen, og her kan rapsavlere levere rapsen direkte fra marken.
Dermed er DLF nu oppe på 20 indtagningslokaliteter til raps. Frøfirmaet opkøber og afsætter rapsen gennem Protein & Oliefabrikken Scanola i Aarhus, som DLF er medejer af.
- Med denne kapacitetsudvidelse har vi mulighed for at betjene flere rapskunder i høst, og dermed har vi imødekommet avlernes opfordringer til, at vi får flere indtagningssteder for raps, fortæller Jens G. Larsen, som styrer rapshandelen hos DLF.
Kildegården vil få installeret brovægt med direkte opkobling til DLF, så de er klar til at modtage årets høst. Rapslageret ved Skælskør har i første omgang en kapacitet på ca. 4000 tons raps med mulighed for udvidelse i flere haller.