Robotter og droner skal passe de midt- og vestjyske marker
Robotterne er på vej ind på de midt- og vestjyske marker. Derfor inviterer Business Region MidtVest landmænd, fiskere og maskinstationsejere til demo og konference i Stauning Lufthavn under Madmødet 2021.

Fredag den 28. maj vil man kunne opleve avancerede robotter klare opgaverne i marken. Det sker ved Stauning Lufthavn ved Skjern.
Fredag den 28. maj vil himlen være fyldt med droner over Stauning Lufthavn ved Skjern, og på de omkringliggende marker vil der suse avancerede robotter rundt og rydde ukrudt, sprøjte og slå græs. Formålet er at præsentere de lokale fødevareproducenter og virksomheder for fremtidens maskiner i marken. Det er Business Region MidtVest, der står bag konferencen, og leder Susanne Nors, glæder sig til at samle både landmænd, virksomheder og forskere til en inspirerende dag i Stauning Lufthavn.
- Der er enorme perspektiver i implementeringen af robotter og droner i fremtidens fødevareproduktion. Det kan hjælpe med en langt mere effektiv og præcis drift af markerne, og samtidig bliver produktionen mindre belastende for klimaet. At vi så samtidig har en lufthavn her i Stauning, som vi i samarbejde med er ved at udvikle til et teknologicenter specialiseret i droneflyvning, er jo med til at danne fundamentet for et erhvervseventyr her i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Susanne Nors.
Ikke længere fremtiden
Et af de firmaer, som vil demonstrere deres maskiner, er Agrointelli. De producerer robotter, som landmænd kan sætte i marken i stedet for de gængse redskaber.
- Robotter er ikke længere noget som kommer engang i fremtiden, de kører på marken i dag, og vi glæder os til at vise, hvordan de bringer værdi – både for den enkelte landmand og for vores miljø og samfundet, siger Ole Green, der er direktør i Agrointelli og som vil holde oplæg til selve konferencen sammen med en række andre.
Konferencen »Robotter til vands, lands og i luften« er en del af Madmødet 2021, der er en tværkommunal fødevarefestival, der skal skabe værdi for områdets fødevarevirksomheder, og skabe øget opmærksomhed på de midt- og vestjyske fødevarer.
Det er gratis at deltage men tilmelding er nødvendig.
Robotter til vands, lands og i luften
Konferencen »Robotter til vands, lands og i luften« er en del af Madmødet 2021.
Afholdes i Stauning Lufthavn 28. maj fra klokken 13-17.
Målgruppe: Landmænd, fiskere, maskinstationsejere, virksomheder inden for IT og softwareudvikling.









































