I weekenden lørdag den 14. og søndag den 15. august kl. 10 – 16 byder Landbomuseet Kolding ligesom tidligere år på den store succesrige Veteranudstilling & Kræmmermarked.

Den officielle åbning finder sted lørdag kl. 11.00 og foretages af Koldings borgmester, Jørn Pedersen.

Samlere kommer fra nær og fjern med deres traktorer, motorcykler, knallerter, maskiner, biler etc. Et stort publikum plejer at finde vej til Landbomuseet og betragter de udstillede effekter.

Handel og oplevelser

Kræmmere stiller deres varierede boder op på hele gårdspladsen. Her kan man helt bestemt gøre alle tiders handel.

Cafeteriet ”Stalden” har åbent begge dage, her kan man tage en pause og nyde grillristede pølser eller frikadeller med kartoffelsalat og hertil en øl eller vand.

Museets egen bod har også åbent begge dage, hvor der sælges marmelade, syltetøj, hæklede og strikkede effekter samt is, øl, vand og kaffe.

Unik samling

Der er samtidig mulighed for at se museets unikke samling fra landbrug, husholdning og alle de andre erhverv, som var tilknyttet landbruget. Mange mennesker benytter sig af den mulighed.

Årets store Veteranudstilling & Kræmmermarked finder sted på Landbomuseet Kolding, Brødsgårdsvej 52, 6000 Kolding.

Se mere på www.landbomuseet.dk