VA genfortolker generalforsamling med folkemøde

Der bliver ny indpakning, når Vestjyllands Andel den 2. november afholder sin årlige generalforsamling. Det sker med heldagsarrangementet VA Folkemødet.

Networking, debat, generalforsamling og underholdning. Der bliver lidt for enhver smag, når Vestjyllands Andel den 2. november for første gang arrangerer VA Folkemødet.

Arrangementet foregår fra om formiddagen, og varer det meste af dagen. Det oplyser Vestjyllands Andel. Ambitionen bag arrangementer er at genopfinde den klassiske generalforsamling, skriver VA.

- Målet med VA Folkemøde er blandt andet at tiltrække endnu flere medlemmer og motivere selvsamme til en god og længere debat om dansk landbrug. Vi har – synes vi selv – sammensat et stærkt program, som vi forventer vil trække mange folk af huse. Også selvom det er dagen efter folketingsvalget, hedder det i invitationen.

Debat og Jonas Mogensen

Blandt højdepunkterne i arrangementet kommer direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør Pedersen til en paneldebat om fremtiden i dansk landbrug, hvor de øvrige deltagere blandt andre er direktør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, Niels Skovgaard, der er formand i LandboUngdom, Vestjyllands Andels direktør Steen Bitsch samt ledende partner i CIP Fonden, Charlotte Boline Jepsen.

De er ikke ene om at optræde på mere eller mindre slap line. Den nordjyske komiker, Jonas Mogensen, der blandt andet er kendt for komedieserien Minkavlerne og seersuccessen Stormester, kommer også på scenen, inden der afholdes generalforsamling og valg til repræsentantskabet.

Her får deltagerne også lejlighed til at sige farvel til afgående bestyrelsesformand Leif Haubjerg, der stopper efter 20 år i spidsen for selskabet. Selve dagen sluttes af med fadøl og helstegt pattegris, lyder det videre fra arrangørerne.

Læs også