Det er ikke antallet af år i dit liv, der gælder. Det er livet i dine år, der er vigtigt
Bendt Bendtsen besøgte i uge 50 Fyns Familielandbrug med sit foredrag »Fra bondedreng til vicestatsminister«.

Bendt Bendtsen talte engageret om sine mange år i politik, årene som politibetjent og årene som bondedreng i Allesø, da han forleden besøgte Fyns Familielandbrug. Fotos: Henriette Lemvig
Der var fin tilslutning, genkendende nik og små kommentarer, da tidligere vicestatsminister fynske Bendt Bendtsen i uge 50 besøgte Fyns Familielandbrug til en snak om sit liv »Fra bondedreng til vicestatsminister«.
Foredraget havde baggrund i Bendt Bendtsens bog af samme navn, skrevet tilbage i 2019.
- Bogen var i første omgang blot tænkt som en videreformidling til mine børnebørn. Jeg har selv savnet at vide noget mere fra mine bedsteforældre. Og da jeg stort set gennem hele livet har haft problemer med hjertet og senest også været gennem et kræftforløb med knoglemarvskræft, så ved jeg jo ikke, hvor længe jeg får lov at være her, lød det - heldigvis fra en frisk Bendt Bendtsen, der ikke lignede en, der har tænkt sig at stille de træsko, han havde haft på siden barnsben, lige foreløbig.
Bondedreng fra Nordfyn
- Jeg er en bondedreng ude fra Nordfyn. Jeg er født på Østergaard i Allesø som 7. generation. Mine brødre, stort set alle mine fætre, onkler med mere er bønder.
- Det giver noget at stå sammen om, og det var altid en rar fornemmelse at kunne komme hjem fra Christiansborg, trække i de grønne gummistøvler og gå på de samme marker, som min far, farfar og oldefar har gået, fastslog Bendt Bendtsen.
Den tidligere politiker har nu solgt gården til sin brors datter, der er 8. generation – og har tre drenge.
- Så det ser ud til, at 9. generation også er sikret, smilede en tilfreds Bendt Bendtsen, inden næsten to timer gik med festlige anekdoter fra livet som politiker, arbejdet som politibetjent og vejen derhen for en bondedreng fra det nordlige Odense.
Troede han skulle være landmand
Bendt Bendtsen fortalte, hvordan man boede tre generationer på Østergaard. Hvordan han som 16-årig kom på Korinth Landbrugsskole for efterfølgende at få arbejde på Dallund Avlsgaard.
- Det var nu der, jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være landmand. Det var et, på daværende tidspunkt, for ensomt liv for mig.
Bendt Bendtsen fik i stedet arrangeret det sådan, at han blev indkaldt til livgarden og besluttede sig for, at han efterfølgende ville være agronom.
- Men det krævede en studentereksamen at blive agronom. Det magtede jeg ikke, så jeg valgte i stedet at søge ind til politiet.
Politisk bankende hjerte
Bendt Bendtsen kom ind på politiskolen i 1975, og efter nogle år i tjenesten begyndte det politiske hjerte at banke.
- Jeg blev træt af, at det var så let at slippe for forbrydelser. Jeg blev derfor fristet til at gå til et lokalt politisk møde i det Konservative Folkeparti, og der gik ikke lang tid, så var der valg til Odense Byråd, hvor jeg blev valgt. Derefter stillede jeg også op til Folketinget.
- Jeg blev valgt til Folketinget i 1994, blev formand for partiet i 1999 og senere vicestatsminister samt økonomi- og erhvervsminister.
- Det er rigtigt stort at blive valgt til Folketinget. At gå op ad den store trappe og se alle dem, man havde fulgt og set op til. Det var alle sammen nogen, der kunne noget og havde vist, at de kunne noget, inden de blev politikere.
Politikerlede
- Jeg er ikke en sur gammel mand. Men i dag uddanner vi politikere på samme måde, som vi dyrker juletræer her på Nordfyn. De står på lange lige rækker og får det samme at drikke og spise. Deres erhvervserfaring er som sommerafløser på et plejehjem, tre måneder ved kassen på en tankstation eller måske et par måneder mere hos Mc Donalds. Og ja, det er noget, man kan mærke i dansk politik. Dagens politikere er oratorisk dygtige, det lærer man i både skole og ungdomsorganisation. Men livserfaring, det ejer de ikke meget af, og desværre har mange af dem svært ved at forholde sig til, hvad ganske almindelige danskere tænker.
- Og hvor er det, de bor henne? De bor i København hele flokken. Stort set ingen bor i deres valgkreds.
- Det jeg er mest bange for er, at afstanden mellem politikerne, og dem de arbejder for, bliver for stor. Det giver politikerlede. Det er godt, at vi har en ungdom, der bliver bedre og bedre uddannet, men det er et problem, at det er skolede politikere alle sammen, og at de alle bor i hovedstaden.
Jeg fortryder ingenting
Bendt Bendtsen sluttede de mange ord med eftertænksomhed.
- Du kan nå alt her i livet. Bare du har viljen og er flittig. De ord fik jeg med mig fra min far, og jeg har haft et fantastisk liv. Det er ikke antallet af år i dit liv, der gælder. Det er livet i dine år, der er vigtigt. Jeg fortryder ingenting. Man skal ikke tænke over, hvor gammel man bliver. Man skal nyde livet.
- Det gør jeg blandt andet ved at lære børnebørnene at køre ATV, skyde med bue og pil og med luftbøsse. Jeg er nødt til at lære dem alt det vigtige her i livet. Så må forældrene lære dem alt det andet, sluttede en munter Bendt Bendtsen.
